Flemming Kirkegaards blog: 6-dages festival?
“6-dagesløbene er blevet til 6-dages festivitas”.
Sådan lød Jørgen Beyerholm sr’s dom over 6-dagesløbene i starten af 1960’erne.
Beyerholm var utilfreds med, at rytterne ikke kørte 24 timer i døgnet længere og han skrev: “Overalt sover hele feltet sødeligt mellem kl 06 og 12 – i Dortmund sågar på et hotel i nærheden. Denne sidste reform fandt verdensmesteren på landevej, Rik Van Looy, på og det skal nok danne skole”
Forargelsen var tydelig over dette pylrede tiltag.
Og Beyerholm fortsatte:
“Gamle dages jagter er nu erstattet af indlagte sprintermatcher, forfølgelsesløb, udskilningsløb, derny-pacede løb o.l. Man har fundet på allehånde til at aflede opmærksomheden fra det egentlige og derigennem give 6-dagesrytterne mulighed for yderligere hvile. De ægte 6-dagesløb er borte – de har veget pladsen for 6 dages festivals”
Det var ikke høje tanker den gode senior Beyerholm havde om 6-dages sportens fremtid for over 50 år siden.
Og selvom rytterne jo var holdt op med at køre hele døgnet, så kørte de jo immervæk stadig nonstop mellem kl 12 og 01 med minimum en rytter på banen hele tiden.
Det var ikke usædvanligt, at man dengang kørte 4-5 jagter på en dag, og dermed fik kørt over 150 km decideret parløb, og dertil kom det løse, spurter osv . Distancer der nok ville få de fleste til at betakke sig over at køre sådan noget idag (Inklusive tilskuerne der nok heller ikke vil sidde i så mange timer mere).
Hvis Beyerholm sr. mente det var et tøseprogram, dengang man gik bort fra døgndrift, så ville han så nok vende sig et par gange i graven, hvis han så programmerne i nutidens 6-dagesløb.
Faktisk er den længste jagt i et 6-dagesløb overhovedet, handicapjagten i Ballerup over 75 km.
Lidt underligt at konceptet 6-dagesløb er blevet så udvandet. Selve ideen med det, da det blev skabt var jo netop at se hvor langt man kunne køre på 6-dage. Altså en udholdenhedsprøve. Som senere blev krydret med “show” momenter som parløbsjagter og spurter, men stadig med fokus på udholdenheden og det ekstreme .
Idag er det stik modsat – der er fuld fokus på underholdningen og mindre fokus på udholdenheden.
I dag er det – også modsat “gamle dage” et scoop at kunne præsentere en “rigtig ” landevejs-professionel og de helt store landevejs navne ser man kun momentvis på banerne.
Den primære årsag er, at der ikke er samme økonomi i løbene som der var førhen.
I 1930erne var der f eks så stor rift om billetterne til 6-dagesfinalen i Forum at billetterne blev solgt på sortbørsen. Til uhyrlige priser .
Datidens største stjerne, Willy Falck Hansen (der ikke blot var den største cykelstjerne i Danmark, men den største sportsstjerne herhjemme overhovedet), fik hvad der i nutids kroner er over 200.000 kr for deltagelse i det professionelle 6-dagesløb.
I 80’erne fik Francesco Moser omkring 600.000 kr for at køre i Milano – til gengæld kunne han sælge billetter.
Der er ikke mange udenforstående i Danmark der kender Moreno De Pauw, Yori Havik, Andreas Graf og Leif Lampater – omend dygtige professionelle cykelryttere, så er det ikke dem der sælger billetterne. Det gør lokalmatadorerne og de store landevejsnavne.
Og i 60’erne var der langt flere vinterbaner end idag, med langt større program og dermed kunne en professionel vinterbanerytter sagtens tjene mere på sin karriere om vinteren, end de fleste landevejsryttere kunne skrabe sammen på en sommersæson.
Berlin havde 2 baner, Deutschlandhalle og sportpalast.
Dortmund kørte løb i den enorme Westfahlenhalle. Disse baner kørte udover 6-dagesløb både 6-8 timers natløb, stayerløb og sprint i stort anlagte stævner.
Dortmunds julestævne blev kørt 2.juledag og så vidt jeg husker har både Ole Ritter, Gert Frank, Jens Veggerby og Jimmi Madsen kørt bagved de store motorer i netop dette stævne .
Derudover havde banerne i Frankfurt, Essen, Antwerpen, Bruxelles , Gent, Zürich og Paris et temmelig stort sæsonprogram med mange stævner i sæsonen
Og så var sæsonen jo planlagt med 10-15 seksdagesløb også.
Der var så mange penge at hente for de bedste vinterbaneryttere, at verdensmesteren på landevej , Rik Van Looy fik indført med sit landevejshold, at han måtte køre 11 6- dagesløb pr. vinter i 1960’erne .
Iøvrigt var der i mange år, helt frem til slut 1960erne, en decideret opdeling af sommer cykelryttere.
Man kunne skam ikke BÅDE køre på bane og landevej dengang, man måtte vælge. Ordrupbanen eller landevejen.
Til de store sommerstævner i f eks Amsterdam på den store olympiske cementbane, kunne der komme 50.000 betalende tilskuere til baneløbene.
Det var heller ikke usædvanligt, at datidens store landevejsnavne stillede op i forfølgelsesløb på banen, således har Fausto Coppi og Jacques Anquetil begge indkørt VM medaljer på banen i netop den disciplin. Det siger lidt om prestigen og økonomien i baneløb dengang at så store navne kunne lokkes ind på ovalen.
I dag er tiden markant anderledes. Der køres kun ganske få 6-dagesløb og i nutidens 6 dagesfelt er der ikke mange “rigtige”vinterbaneryttere tilbage.
Det tynde øl i nutidens felter, ville ikke overleve en aften i et 6 dagesløb i gamle dage, de er simpelthen for svage (ja jeg begynder at lyde som Beyerholm senior).
Til gengæld er nutidens ryttere vant til at køre endog særdeles hurtigt på de korte distancer som køres i dag.
I og med at mange vinterbaner, herunder Ballerup, er bygget efter UCIs standardmål til mesterskaber, 250 m, (med visse undtagelser, hvor det førhen var endog meget små baner man kørte på , århusbanen var kun 120 m og banerekorden var 7,4 sekunder for en omgang ) så kan rytterne idag sætte store gear på cyklerne og få kørt en jagt med omkring 55 km i timen og ikke mindst er rytterne istand til at køre de meget populære omgange på tid, så de ikke ligger langt fra banerekorderne.
Det siger sig selv at man måske ikke lige kører rekord omgang på tid, hvis man kort tid forinden er trådt til karamelmasse i en 100km jagt.
Personligt havde jeg gerne set mindst en 100 km jagt pr 6-dagesløb, mest fordi det simpelthen er for let at komme igennem et løb med så korte jagter som mange løb kører med i dag.
I København er der heldigvis stadig 6-dagesløb med et moment af udholdenhed tilbage og i Ballerup køres endda et julestævne med 100 km parløb, der som regel tiltrækker det største tilskuertal i sæsonen.
Desværre for vinterbanerne, så er det mere end svært at få lov til at bruge de store landevejsryttere på banen, simpelthen fordi deres firmahold ikke vil tillade det, da landevejssæsonen er længere end tidligere, og fordi holdene på vejen er afhængige af deres UCI points for at kunne overleve.
Da mange af de store navne på landevejen måske heller ikke er de allerstørste teknikere på banen, ville det i visse tilfælde være livsfarligt at sende dem ind i at parløb med professionelle baneryttere. bare spørg Matti Breschel, der for nogle år siden skulle prøve at køre et parløb i Ballerup . Da løbet var halvvejs færdigt, lå Matti på Herlev sygehus efter to styrt. Han er ikke set i cykeltøj på banen siden dengang.
Men heldigvis har vi nogle særdeles dygtige unge baneryttere i Danmark;
Verdens bedste 6-dagesrytter ville uden tvivl have været Michael Mørkøv, hvis han ellers selv ønskede det, men det er svært når man kører på landevej også.
Modsat situationen for 25 år siden (og før) så er der kun eet alternativ for en cykelrytter der skal tjene penge, og det er at køre landevej på et World Tour hold.
Der er alt for få baneløb tilbage, og de som er, er ikke så indbringende som førhen, og derfor ser man ikke store 6-dages ryttere med VM-medaljer fra landevejen som man vitterligt så en del af førhen.
Det hører også med til historien, at det efterhånden kræver en del special træning at køre på bane – hvis man tror man bare kan vade ind på banen og køre stærkt, selvom man kører hurtigt på vejen, tager man fejl og det er ikke mange landevejsryttere der har lov til at bruge den forberedelsestid væk fra holdet, som det kræver . Selvom distancerne ikke er lange, så kræver de korte distancer nemlig en ekstrem hurtighed og punch i benene.
Så verdens bedste 6 dagesrytter findes ikke rigtig mere på samme måde som førhen.
Omend den professionelle banecykling er på retræte – og har været det i en del år så er den ikke aflivet, men jeg tror at man kun kan udvikle 6-dageskonceptet hvis man på en eller anden måde får indført nogle UCI points i løbene, så de deltagende ryttere kan føre point med over til de firmahold som i givet fald nok ville have en vis interesse i at hyre banespecialister til deres firmahold. En sådan indførelse vil kræve noget dialog mellem firmaholdene, vinterbanerne og UCI – men man kan håbe det sker.
