BaneTopartikler

Børne-cykelryttere fik stor cykeloplevelse i Ballerup Super Arena

Danmarks Cykel Unions (DCU) Medaljeløb er dansk cykelsports vugge. Her får unge cykelryttere mulighed for at smage på, hvad det vil sige at køre cykelløb. Her får unge cykelryttere de første gode cykeloplevelser og her vækkes den indre væddeløber.

Onsdag aften afholdte Danmarks ældste cykelklub, Dansk Bicycle Club (DBC), et meget succesfuldt Medaljeløb. DBC har hjemme i Ballerup Super Arena, og klubben havde naturligt valgt Danmarks største cykelvelodrom som udgangspunkt til Medaljeløbet. Dagens rute, en rundstrækning over 850 meter, gik både i og rundt om arenanen. En populær ide. Der blev kørt i klasserne fra U9 til U17, og hele 90 ryttere var mødt frem for at blive introduceret til cykelsporten.

“Det var cool at køre hvor de kører 6-dagesløb”, lød det fra 11-årige Mathias, der var tydelig stolt over at have fået en sølvmedalje og en stor oplevelse. Der er nemlig medaljer til alle deltagere ved DCUs Medaljeløb. Guld, sølv eller bronze afhængig af rytternes tider og aldersklasse. Og køen ved præmiebordet var langt efter onsdagens Medaljeløb. Der var nemlig mødt hele 90 ryttere frem til onsdagens arrangement. Og de fik alle diplomer og medaljer.

Naturligvis havde DBC sørget for at have information klar om klubbens normale tilbud til de helt unge ryttere. “Vi får helt sikkert en række nye medlemmer efter dette arrangement”, forklarede Simone Smith Larsen, der er træner i DBCs ungdomsafdeling, og som onsdag udleverede materiale til de unge cykelryttere.

I øvrigt havde den danske mester Michael Mørkøv doneret en række Quick Step-trøjer til lodtrækning blandt dagens deltagere, hvilket tydeligt var meget populært. 10-årige Mikkel vandt Mørkøvs signeret Dannebrogstrøje og fik efterfølgende taget foto på podiet.

40875957_1831402250300286_7414271158251421696_n

DBC arrangerer over vinteren en lang række banestævner i Ballerup Super Arena. Første stævne i denne sæson er den 11. oktober.

I øvrigt. Nye børnerytter, der aldrig har kørt på banen tidligere, skal starter træning hos DBC  onsdag den 26. september kl. 16:00. DBC har gratis lånecykler til alle på dette hold.