Stjerneløbet uden elite, men med ekstra fokus på motion
Stjerneløbet i Roskilde er en af Danmarks ældste landevejsklassikere, der med forskellige koncepter har begejstret cykelfolket. 2019-udgaven bliver kørt 15. september 2019 uden eliteløb men med et nyt koncept, der skal få endnu flere motionister med.
Mange forbinder nok den danske landevejsklassiker Stjerneløbet med et spektakulært eliteløb. Men siden løbet blev relanceret, er motionscykelrytterne strømmet til. Sådan bliver det også i år.
”Vi er sat i verden for at få flere mennesker til at dyrke idræt. Vi har med forskellige greb formået at få et stærkt motionsløb til Stjerneløbet”, siger Bo Wacker, der er idrætskonsulent hos DGI Midt- og Vestsjælland og fortsætter:
”Sidste år havde vi stor succes med samarbejdet med Scleroseforeningen, hvor der blev samlet mange penge ind til sagen. Det virkede super godt, så derfor gør vi endnu mere af det i år”.
I den gode sags tjeneste
Stjerneløbet anno 2019 gør alle deltagere til stjerner, fordi de giver en donation til en af seks forskellige velgørenhedsorganisationer, når de tilmelder sig. Deltagerne kan ved tilmelding vælge at støtte fx Scleroseforeningen, Julemærkehjemmene og Børnecancerfonden. Alle organisationer har cykelhold tilknyttet, der også deltager til Stjerneløbet.
”Det handler kort og godt om at tilføje en ekstra dimension til et rigtig god cykelløb. På denne måde kan man gøre noget godt for andre, mens man gør noget godt for sig selv. Vi har et motionsløb på 68 km og et familieløb på 18 km”, siger Bo Wacker.
Stjerneløb uden elite
Traditionen tro har 60 af de stærkeste eliteryttere stillet til start til Stjerneløbet. Sådan bliver det ikke i år.
”Det er desværre ikke lykkes os at finde en dato for eliteløbet, der kunne passer ind i kalenderen. Det er ærgerligt, og vi er bestemt åbne for at få eliten med igen. Men lige nu koncentrerer vi os om at lave et fantastisk cykelløb for motionisterne”, siger Bo Wacker.
Stjerneløbet bliver kørt søndag den 15. september fra Stændertorvet i Roskilde. Tilmeldingen er åben på www.dgi.dk/stjerneloeb med early bird frem til 1. maj 2019.
Motionsløbet er på 68 km og familieløbet på 18 km.
Den første udgave af Stjerneløbet blev kørt helt tilbage i 1895. Her stod Danmarks ældste cykelklub, DBC (Dansk BiCycle Club), som arrangør. Og dette gjorde klubben, der nu primært har fokus på banesporten, med enkelte undtagelser, frem til 1997, hvor dårlig økonomi og et hak i troværdigheden, da der var afsløret en række alliancer mellem rytterne, satte en foreløbig stopper for løbet. Siden genoptog DGI løbet i 2014. Se liste med vindere af løbet her.