Torben Bering fylder 75 år
Søndag 11. august fylder Torben Bering 75 år.
Af Henrik ‘Rico’ Elmgreen
Torben Bering hører til den generation, der i 1950’erne blev fascineret af 6-dagesløbene i Forum, og han måtte simpelt hen forsøge sig som cykelrytter. Det blev til en ganske smuk, om end alt for kort, karriere på såvel bane som landevej, hvor han begge steder nåede op i A-klassen og på bane også var landsholdsrytter. Han var bedste begynder på Ordrupbanen i 1963 og meget tæt på en plads på det danske OL-hold i 1964. Talentet var stort og det kunne utvivlsomt være blevet til endnu mere, men der var også andet, der trak. Han blev uddannet som elektriker men besad et stort ”iværksætter-gen” og ønskede allerede i en ung alder at være selvstændig, bl.a. som kioskejer med specialitet i udenlandske cykel-magasiner, senere i restaurationsbranchen.
Men interessen for cykelsporten var intakt. Han var aktiv i Amager Cykle Rings bestyrelse og han var med i den kreds af unge initiativtagere med rødder i ACR, der i vinteren 1975-76 genrejste vinterbanen i Forum og dermed det københavnske 6-dagesløb efter 14 års pause. I den periode, hvor han var med i direktionen på Vinterbanen gik han stærkt ind for samarbejdet med DBC og amatørsporten. Senere påtog han sig en årrække kassererposten i Dansk Prof. Cykle Forbund. Og det glædede ham, at hans søn Kenneth fulgte i hans fodspor på den tohjulede.
6-dagesløb og restaurationsdrift passer godt sammen, og en årrække drev Torben med succes Forums Restaurant.
Han nyder i dag sit otium, og i juli måned kan man være sikker på at finde ham foran TV-apparatet, når Tour de France ruller hen over skærmen.