Massiv dansk deltagelse, når de første brosten rammes lørdag
Lørdag indledes det som mange cykelfans ser frem til hvert år. Brostenssæsonen. Der skal køres 197 km i den 72. udgave af Omloop Het Nieuwsblad. 13 mure og 10 brostensstrækninger skal rytterne passere. Bemærkelsesværdigt er der hele syv danskere på startlisten og flere af dem har muligheder for at lave et godt resultat.
Hos Astana deltager Matti Breschel og Michael Valgren. Specielt førstnævnte har tidligere markeret sig markant i forårsklassikerne, men mangler store resultater i de seneste år. Hos Katusha-Alpecin deltager Michael Mørkøv, der vanen tro skal hjælpe norske Alexander Kristoff. Australske Orica-Scott har både Magnus Cort og Christopher Juul-Jensen på startlisten. Cort har virkelig fået en fantastisk start på sæsonen med sejre både på 3. etape af Volta Valenciana og i endagesløbet Clasica de Almeria, og må regnes blandt outsiderne lørdag. Endnu en dansker har allerede vundet i år. Søren Kragh Andersen sejrede på 3. etape af Tour of Oman, og er også med sit Team Sunweb i lørdagens løb. Sidste dansker i feltet er Lasse Norman på sit nye Aqua Blue Sport.
Ingen dansker har vundet løbet, der tidligere hed Het Volk. Frank Høj blev nr. to i 2002, kun slået af Peter Van Petegem.
Søndag fortsætter de belgiske brostensklassikere med Kuurne-Bruxelles-Kuurne. Et løb som Rolf Sørensen vandt i 1996.
Annonce: