100 km parløb Ballerup Super Arena

100 km parløb er en klassisk disciplin, der tidligere var meget udbredt på de europæiske cykelbaner. I de glade dage med vinterbane i Forum var det forholdsvis normalt at køre jagter over denne distance.

Men stille og roligt gik de lange jagter af mode og sidste gang distancen blev kørt i Forum var i 1989, hvor legendariske Danny Clark og Jens Veggerby sejrede. Siden skulle der gå næsten 23 år, inden der igen blev kørt en jagt over 100 km ved et 6-dagesløb i København.

I 2012 valgte den daværende 6-dagesarrangør Henrik Elmgreen at markere, at det var hans sidste 6-dagesløb som ansvarlig ved at sætte netop en jagt over 100 km på programmet.

Jagten blev fantastisk spændende, og blev afgjort efter en meget tæt spurt mellem belgiske Iljo Keisse, der havde danske Marc Hester som makker, og Alex Rasmussen, der kørte som Par nr. 7 med Michael Mørkøv. Keisse vandt med få centimeter, og Keisse/Hester vandt også 6-dagesløbet 2012.

Rekordtid
Vindertiden for jagten i 2012 lød på 1 time, 55 minutter og 19 sekunder. Dette var elleve sekunder hurtigere end, da de belgiske legender Eddy Merckx og Patrick Sercu blev europamestre over distancen i Forum i 1977. Rekorden for distancen i Danmark på dette tidspunkt havde australske Reginald Arnold og italienske Ferdinando Terruzzi, der i 1960 vandt i Forum i tiden 1 time, 52 minutter og 13 sekunder!

DBCs Nytårsstævne
I 2015 var der igen, ved DBCs Nytårsstævne, 100 km parløb i Ballerup Super Arena. 2500 tilskuere var på plads og så danske Jesper Mørkøv og tyske Christian Grasmann sejre foran Marc Hester og belgiske Jasper De Buyst. Siden er der blevet kørt 100 km parløb ved DBCs Nytårsstævne. Coronapandamien gjorde at der blev aflyst i 2020 og 2021. I 2022 var 100 km parløbet tilbage, og blev vundet i ny rekordtid af hollænderne Dylan Van Baarle og Yoeri Havik. Året efter var rigtig mange mennesker samlet i hallen og kunne nyde at de unge danskere Tobias Aagaard og Robin Skivild slog en lang række af de etablerede stjerner.

Vinder af 100 km jagter i Ballerup Super Arena
2012 Marc Hester/Iljo Keisse (BEL) (kørt ved 6-dagesløbet) – 1 time, 55 min. og 19 sek.
2015 Jesper Mørkøv/Christian Grasmann (GER) – 1 time, 53 min. og 23 sek.
2016 Lasse Norman/Michael Mørkøv – 1 time, 54 min. og 8 sek..
2017 Julius Johansen/Frederik Rodenberg – 1 time, 52 min. og 49 sek.
2018 Lasse Norman/Michael Mørkøv – 1 time, 52 min. og 32 sek.
2019 Niki Terpstra/Iljo Keisse  – 1 time, 50 min. og 50 sek.
2022 Dylan Van Baarle/Yoeri Havik – 1 time, 46 min, og 43 sek.
2023 Robin Skivild/Tobias Aagaard – 1 time, 46 min. og 47 sek.

2022
2019
2018
2017
2016
2015
2012
100 km Forum 1975