Fire fra cykelsporten blandt 15 nominerede til Årets sportsnavn
Danmarks Idræts Forbund og Team Danmark har nomineret 15 atleter til Årets Sportsnavn. Vinderen kåres til Sport 2019 i Herning 4. januar 2020.
Blandt de 15 er hele fire indenfor cykelsportens verden. Nemlig Jakob Fuglsang, der blandt andet har vundet Liége-Bastogne-Liége, verdensmester Mads Pedersen samt europamesterne i banecykling i parløb, Amalie Dideriksen/Julie Leth samt herrernes 4000 meter hold.
”Det er en af årets sværeste discipliner at nominere 15 atleter til Årets Sportsnavn. Det er ikke svært at komme op på 15 egnede atleter, men det er svært at begrænse sig, og det er svært at sammenligne præstationer på tværs af sportsgrene. Jeg kalder det et luksusproblem, for det er kun svært, fordi danske atleter præsterer rigtig flot ude i verden,” siger Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i DIF og med til at udvælge de 15 nominerede atleter til prisen.
De 15 nominerede:
Anders Antonsen, badminton
Anne Marie Rindom, sejlsport
Bjørn Bitch og Ashli Williamson, dans
Damefireren uden styrmand, roning
Daniel Wagner Jørgensen, para-atletik
Emma Aastrand Jørgensen, kajak
Herrelandsholdet, håndbold
Jakob Fuglsang, landevejscykling
Julie Leth og Amalie Didriksen, banecykling
Leon Madsen, speedway
Mads Pedersen, landevejscykling
Michael Christensen, motorsport
Rajbek Bisultanov, brydning
Sverri Nielsen, roning
4.000 meter-holdet, banecykling
Prisen som Årets Sportsnavn er blevet uddelt siden 1991 af DIF i partnerskab med Jyllands-Posten. I år er der indgået et rent sportsligt partnerskab, og prisen uddeles af DIF og Team Danmark.
DIF og Team Danmark udpeger i alt 15 nominerede til prisen som Årets Sportsnavn, hvorefter der sættes navn på de tre finalister. Det er dommerkomitéen, som afgør, hvem der skal være den endelige vinder af prisen som Årets Sportsnavn 2019.
Årets Sportsnavn 2019 kåres ved den store sportsgalla Sport 2019 i Herning lørdag den 4. januar 2020. Showet transmitteres direkte på DR1.
Udover æren følger der 75.000 kroner med prisen.