Historie

Utrolig cykelhistorie: En tilskuer afgjorde måske VM

Utrolige cykelhistorier er en ny artikelserie her på CyclingWorld.dk. En artikelserie som vi forventer vil udfolde sig med fascinerende beretninger fra den spektakulære historie cykelsporten har.

Landevejs-VM 1946. Det første efter Anden Verdenskrig. Der blev kørt i Zürich den 2. september. 30 ryttere var med i det professionelle løb, der blev kørt over 20 omgange af 13,5 kilometer. Og i øvrigt i massivt regnvejr. 

På 19. og næstsidste omgang havde en gruppe med en række favoritter sikret sig et komfortabelt forspring. Herfra angreb belgiske Marcel Kint. Belgieren var faktisk forsvarende mester fra 1938 i Valkeburg, og er den verdensmester der har regeret længst tid. Kint fik et stort forspring til gruppen, hvor blandt andre Fausto Coppi, Gino Bartali og Rik Van Steenbergen var med. Så skete der noget mærkeligt. Meget usædvanligt kørte Van Steenbergen efter sin landsmand. Og endnu mere usædvanligt havde han den lokale Hans Knecht med på hjul. Kint lå til at vinde VM og Knecht var blandt favoritterne! En tremandsgruppe blev dannet i front. Men belgierne kørte tydeligvis ikke sammen. I finalen kom Knecht væk. Kint gik efter, men blev bremset af en tilskuere der, på en stigning, sprang over afspærringerne og holdt fast i hans sadel. Det blev schweizisk sejr ti sekunder foran Kint. Belgierne nedlagde protest, men det nyttede ikke noget. To belgiere på podiet. Men en schweizer øverst.

Efterfølgende opstod spekulationer om, hvorfor Steenbergen trak Knecht frem til Kint og gode sejrmuligheder. De to kørte, ved schweiziske løb, begge for virksomheden Wolf. Inden VM havde der været et opgør om udbetaling af nogen penge fra Wolf. Steenbergen fik først sin penge udbetalt efter VM, og der blev spekuleret i, at dette var baggrunden til at belgieren trak schweizeren frem. Kint og Steenbergen var ikke på talefod efter løbet. Men det kom de igen. Faktisk kørte de ofte 6-dagesløb sammen. Også efter VM 1946.

Hans Knecht var blevet amatørverdensmester i 1938, men fik ikke den helt store karriere. Hans bedste år lå nok under Anden Verdenskrig. Rik Van Steenbergen blev verdensmester tre gange heraf to gange i København. Han vandt også Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Marcel Kint vandt også Paris-Roubaix, Fléche Wallone og Gent-Wevelgen, tre etaper i Tour de France og meget andet.