Trine Schmidt blog: Den olympiske cyklus
Jeg synes altid, det er interessant at følge med i den olympiske cyklus. Jeg ved det ikke, men jeg tror at det er fælles, at man i mange sportsgrene har en form for OL-cyklus. Ofte ser man, at dem som var på toppen til OL, dykker lidt i deres præstationer året efter. Det kan der være flere årsager til, men jeg tror ikke det er fordi de er blevet dårligere atleter. Jeg tror mere på, at det er en delvis form for mæthed, en gradvis mangel på motivation. OL er det ubetinget største, og hvis man har præsteret der, så tror jeg at det kan være let at falde ned i en lille bølgedal. Ikke at det gælder alle – men der ses som regel altid et lille mønster.
Se f.eks. en rytter som Lizzie Armitstead Deignan. I 2012 vandt hun sølv til OL i London. I 2013 var hun ikke med i topstriderne. I 2015 blev hun verdensmester med OL i Rio i sigte. Hun kikser så til OL, med blandt andet en whereabout-sag i periferien, men alligevel var hun den ubetinget mest succesfulde rytter i 2016. I år har hun hidtil kørt to cykelløb – hun har ikke kørt dårligt, men hun har på ingen måde været den dominerende faktor som vi er blevet vant til.
Lizzie er bare et eksempel. Der er mange flere ryttere med samme mønster. Sidste års olympiske mester, Anna van der Breggen skar igennem i 2012, og har haft fire meget imponerende år frem til OL Rio. Nu er hun olympisk mester og europamester – og ja, hun er god. Men hun kører ikke som sit gamle jeg. Van der Breggen har udtalt, at sidste år var hårdt arbejde og ikke noget hun nød. I år, vil hun køre udelukkende på lyst. Det samme ser man hos herrerne, formentlig også hos MTB folket og man ser det også på banen.
Ofte tager mestrene en puster og tillader sig selv en mental pause. Nationerne kører nye folk ind som skal shine i vejen mod et nyt OL. Året efter OL er som regel “nemt”. Dermed siger jeg ikke, at det er let at vinde. Men det er dér man se nye unge stormtropper, som er fyldt med gejst og motivation. Dem som var niveauet under i Rio, de har fuld fart på og ved lige præcis hvad der skal til for at nå deres mål. Flid, held og en stor grad af sult efter guld og succes. Det sidste er i mine øjne det vigtigste. Sult. Bare se på vores egne unge danske talenter. de stormer fremad.
Der er selvfølgelig undtagelser. Der er nogle der bliver aldrig “rigtig gode”. Nogle er midt i mellem. Andre er altid gode. Et godt eksempel på dette, er Marianne Vos. I mine øjne en af de mest fantastiske cykelryttere gennem alle tider. Nu laver jeg lige en hovedregning, men jeg opstiller lige hendes mesterskabs karriere nedenfor.
2005: Junior VM guld Landevej
2006: Junior VM sølv Landevej
2007: Elite verdensmester landevej (stadig den yngste vinder nogensinde)
2008: Olympisk mester pointløb
2008: Elite verdensmester Pointløb
2008-2011: 5x Elite VM sølv Landevej
2009: Elite verdensmester i scratch, bane
2012: Elite Verdensmester Landevej
2012: Olympisk mester Landevej
2013: Elite Verdensmester Landevej
7x Elite verdensmester i cykelcross
2x sølvmedaljetager VM i cykelcross
2x samlet vinder af Giro Donne
Det her er blot et udpluk – men det taler for sig selv! Det er svært ikke at være begejstret… Siden 2014 har Vos været plaget af diverse skader, og ikke opnået de resultater hendes klasse ellers beretter hende til. Fra starten på denne sæson kom Vos tilbage for fuld styrke, men selv hun har måtte sande, at to års fravær sætter sine spor – hun er stadig god, men mangler endnu at bevise at hun er tilbage på samme niveauet som før hendes skade. Det viser med al tydelig også, at toppen af damers felt er meget bredt besat – Tiderne skifter, rytternes fokus og styrke skifter. Der ses nye folk øverst på podiet, nye hold dominerer, andre hold træder et skridt ned. Og heldigvis for dette. Det er sundt med et flow i sporten. Sidste år sad Boels Dolmans på næsten alle sejre i foråret. I år har de ikke været ligeså dominerende. Derimod har Sunweb, Cervelo Bigla og Wiggle taget et skridt opad.
Det ville jo også være kedeligt, hvis det hele var let at forudsige 🙂
Jeg nyder at være en del af det og jeg nyder at følge med i udviklingen og tendenserne. Den olympiske cyklus ruller videre og jeg tror vi går 3½ meget spændende år i møde. Både på landevej, MTB og banen.
Og… så en lille Vlog:
