Danskernes modstandere i Challenge of Stars fundet
Den 23. og 24. maj skal afvikles Challenge of Stars, cykelhistoriens første virtuelle knockout turnering. Otte sprintere og otte bjergryttere skal dyste på henholdsvis en flad og en mere kuperet rute.
Hos bjergrytterne deltager blandt andre Jakob Fuglsang fra Astana, der i første runde skal møde Giulio Ciccone fra Trek-Segafredo. Vinderen af de to skal møde vinderen af opgøret mellem Vincenzo Nibali fra Trek Segafredo og Simon Geschke fra CCC Teamet. I finalen kan modstanderen blive Rafel Majka, Thomas De Gendt, Warren Barguil eller Chris Froome.
Verdensmester Mads Pedersen (Trek Segafredo) er med hos sprinterne, og skal møde Fabio Jakobsen fra Deceuninck – Quick Step i første runde. Vinderen af de to skal op imod enten Nacer Bouhanni fra Team Arkéa Samsic eller Pascal Achermann fra BORA-Hansgrohe. I finalen kan modstanderen blive Caleb Ewan, Tim Merlier, Matteo Trentin eller Filippo Ganna.
Giro d’Italia-arrangørerne RCS Sport står bag turneringen i samarbejde med BKOOL. Eventet vil kunne følges tæt på sociale medier.