Bennett: Michael var så rolig
At irske Sam Bennett tirsdag kunne vinde sin første Tour de France etape skyldtes i høj grad hans danske holdkammerat på Deceuninck – Quick-Step, Michael Mørkøv. Den 35-årige danske lead-out specialist trak sin holdkammerat perfekt frem op i fart, og åbnede derefter på den perfekte måde, så Bennett kunne passere lettest muligt, mens konkurrenterne tydeligt sad i dårligere positioner.
“Holdet var utroligt i dag. Michael var så rolig, og kørte let ind på den sidste kilometer. Jeg skød frem så sent som muligt, da jeg vidste at der var modvind. Alt var perfekt i dag og sejren giver mig meget selvtillid”, forklarede Sam Bennett efter sejren.
Bennett blev med sejren den blot anden irske rytter, der har vundet etaper i alle de tre Grand Tours, og nu er han også tilbage i den grønne pointtrøje. “Det er specielt at bære den. Sean Kelly vandt, den og det ville gøre mig super stolt at være på podiet i Paris. men vi tager det dag for dag og ser hvad der sker”.
Michael Mørkøv fortalte efter etapen til TV2, at Deceuninck – Quick-Step fortsat holder lav profil i kampen om den grønne pointtrøje for at undgå at få Peter Sagan og Bora-Hangrohe som direkte konkurrenter.
Sejren var i øvrigt nr. 777 til det nuværende Deceuninck – Quick-Step siden det blev dannet i 2003.
Michael Mørkøv kørte i 2012 i den prikkede bjergtrøje i Tour de France. Læs hele den historie i bogen De Danske Tour de France helte.