U19 banelandsholdet til EM udtaget
Danmarks Cykle Union har udtaget U19 landsholdet til den kommende EM i banecykling. Det fremgår af CyklingDanmark.dk.
Europamesterskaberne køres i italienske Fiorenzuola fra den 8. – 13. oktober, og Danmark stiller op i følgende discipliner:
- 4000 m Holdforfølgelsesløb
- 3000 m Individuelt forfølgelsesløb
- 1000 m på tid
- Scratch
- Pointløb
- Udskilningsløb
- Omnium
- Parløb
Holdet består af følgende ryttere:
- Nikolaj Mengel (Team ABC Junior)
- Carl-Frederik Bévort (Team ABC Junior)
- Tobias Lund Andresen (Team NPV Carl Ras Roskilde Junior)
- Kasper Andersen (Team NPV Carl Ras Roskilde Junior)
- Tobias Aagaard Hansen (Team Fri BikeShop – Zealand Cycling Junior)
”Det er en stærk U19-trup som er udtaget, og det har ikke været nemt at finde frem til de fem ryttere som er endt på EM-holdet. Der er mange ryttere der ikke er kommet med, som ellers har det sportslige niveau til at kunne repræsentere Danmark til et EM, men som der desværre ikke var plads til. Umiddelbart er det svært at vurdere hvor vi står i forhold til de andre nationer, men historisk set har Danmark altid kørt med om medaljerne”, udtaler Juniorbanelandstræner Thomas Dalsted.
”U19 EM køres på en udendørs 400 meter cementbane, hvilket påvirker især tidskørslerne. Derfor er det svært at sætte en målsætning om at køre en bestemt tid i holdløbet eller i de individuelle forfølgelsesløb, men da de udtagne ryttere alle har været godt kørende på landevejen i den afkortede corona-sæson, så tror jeg på, at vi kan være med i kampen om medaljerne. Rytterne har ikke fået deres enkelte discipliner endnu, men uanset hvordan de fordeles, så står vi med gode kort, især i de to olympiske discipliner Omnium og Parløb. Håbet er at komme hjem med en medalje, og gerne i en olympisk disciplin, men det vigtigste er trods alt den erfaring som rytterne får ved at deltage ved sådan et stævne. At lære at være i boks og at forberede sig og præstere er en vigtig lektie, som de får brug for senere i deres karriere – både på bane og landevej. Kan rytterne få dét med herfra så er vi glade. Og så siger vi heller ikke nej tak til en medalje eller to”, uddyber Thomas Dalsted.
Kilde: CyklingDanmark.dk.