BHS-PL Beton Bornholm skriver kontrakt med bornholmer
BHS-PL Beton Bornholm har torsdag præsenteret endnu en ny rytter til deres 2021 hold. Teamet har skrevet kontrakt med Stian Rosenlund Richter, der har kørt hele sin ungdomskarriere i Bornholms Cycle Club, inden han skiftede til et af landets bedste juniorhold, nemlig Team ABC Junior.
Stian Rosenlund Richter har i 2020 sæsonen imponeret med sejr i den samlede gennemgående UNO X cup, og blev ligeledes nr. tre ved DM i enkelstart.
Sportsdirektør Christian Juul Andreasen fortæller om den nye kontrakt med Stian Rosenlund Richter: ”Stian har i mange år været en ven af holdet. han har rejst med os på træningslejre sydpå siden han var ungdomsrytter, og så har vi tilbragt mange timer sammen i sadlen til de lokale træninger, så vi kender ham godt, og han kender holdet godt. Stian har gjort det vanvittigt godt i denne sæson, og det er med stor glæde at vi kan byde ham velkommen på holdet, vi glæder os meget til at arbejde videre med Stian og udvikle ham som cykelrytter, her er tale om en meget talentfuld ung rytter, som både er lynhurtig, og kan køre enkelstart”.
Stian Rosenlund Richter fortæller selv om skiftet til BHS-PL Beton Bornholm. ”Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang med at køre for øens hold. Jeg har været rigtig glad for at køre for Team ABC junior hvor jeg har udviklet mig meget, men med skiftet til BHS-PL Beton Bornholm bliver det ligesom at komme hjem til det hold jeg har fulgt meget af min cykelkarriere. Jeg kender holdet og folkene på holdet godt, og jeg glæder mig meget til at fortsætte min udvikling som cykelrytter, og vil se frem til at køre for BHS-PL Beton Bornholm med ro i maven i gode omgivelser”.
BHS-PL Beton Bornholm har dermed sat navne på tre af i alt 13 ryttere til den kommende sæson. Udover Stian Rosenlund Richter har holdet også hentet Adam Holm Jørgensen til holdet, ligesom man har forlænget med Joshua Gudnitz.