Henrik Elmgreen: Jens Sørensen er død
Den tidligere toprytter på bane og landevej, Jens Sørensen, er efter længere tids sygdom død i en alder af 79 år.
Af Henrik Elmgreen
Han kørte på landevejen for Amager CR og vandt løb i A-klassen og i gadeløb. Men det var dog på cykelbanen, at han opnåede sine største resultater. Han var en fortræffelig løbsrytter og i flere sæsonen var han topscorer på banen, først som amatør, siden som professionel. Han deltog på det danske 4.000 meter hold ved OL i Rom 1960 sammen med Kurt vid Stein, Leif Larsen og John Lundgren. Holdet blev i tidskørslen nr. 6 af 19 hold og var dermed kvalificeret til ¼ finalen, hvor de skulle op mod Tyskland. Desværre punkterede Jens allerede på 3. omgang, og dermed var danskerne chanceløse.
I efteråret 1960 blev Jens professionel for at køre på vinterbanen i Forum. Han deltog i 6-dagesløbet i december 1960, men efter sæsonen 1960-61 lukkede vinterbanen. I sommeren 1961 var Jens med 36 sejre suveræn i den professionelle klasse på Ordrupbanen, nr. 2 på præmielister havde 3 sejre…
Men derefter var der i en årrække ikke basis for prof. løb i Danmark. Uden en hjemmebane i ryggen lykkedes det ikke for ham at få fodfæste på de udenlandske baner og i 1964 sluttede han karrieren. Hans kærlighed til sporten fik ham efter et par års pause til at vende tilbage som amatør, med de begrænsninger, der dengang var.
Hans fortsatte interesse og engagement i cykelsporten skyldtes også, at han havde en søn, ved navn Rolf, som blev en ganske glimrende cykelrytter.
Jens var et varmt og venligt menneske med en smittende entusiasme.