Dansk team får nye cykler
Det danske Team NPV Carl Ras Roskilde Junior har indgået en ny sponsoraftale med det canadiske cykelmærke Argon 18.
Argon 18 stiller deres topmodel Argon 18 Gallium Pro Disc til rådighed for holdets ryttere.
Cyklen bliver udstyret med elektronisk Shimano Ultegra gearing og DT Swiss carbon hjulsæt. Teamets ryttere har allerede besøgt Argon 18 Lab & Store i Lynge, for at se cyklen og prøve størrelser.
Team Manager for Team NPV Carl Ras Roskilde Junior Thomas Wandahl er meget glad for det nye samarbejde. “Vi får en topcykel, som er yderst konkurrencedygtig, og som vil komme rytterne til gavn i alle slags løb. Vi glæder os vanvittigt til at prøve Argon 18 på vores team – det tør jeg også godt sige på rytternes vegne. Alt i alt lover samarbejdet godt for vores team, og det er fedt at mærke, at vi har en fælles passion – holdet hos Argon 18 elsker nemlig cykling ligesom os”, siger Thomas Wandahl.
Argon 18 ser frem til at lære Team NPV Carl Ras Roskilde Junior bedre at kende, og salgschef i Argon 18 Nordic, Thue Herager, ser frem til at se fremtidens ryttere på Argon 18. “Vi går op i at støtte op om sporten og hjælpe fremtidens ryttere på vej mod store resultater og har derfor en stærk historik med at hjælpe de lokale juniorhold. Vi glæder os til at se sportens vel nok bedste juniorhold på Argon 18 i 2021”, siger Thue Herager.