Trine Schmidt blog: Fra nedtur til optur
Den forgange weekend bød på årets første enkeltstart. Jeg er kommet godt i gang med 2017 sæsonen, har fået trænet struktureret og kørt cykelløb både i udlandet og i de hjemlige løb. Derfor så jeg frem imod de 25 meget blæsende kilometer i Næstved, fuld af gejst!
Men efter løbet hang jeg sgu’ lidt med mulen… Jeg følte at jeg havde givet alt, men rent resultat og powermæssigt var der ikke noget at råbe hurra for. Jeg brugte timer på at analysere løbet og mig selv – men en enkeltstart kan man ikke rende fra. Tiden var som den var. Jeg gjorde alt jeg kunne på dagen og længere er den ikke.
I bagklogskabens lys kan man altid finde noget man kunne have gjort anderledes… Min cykel var sprit ny og uprøvet. Måske var jeg ikke 100% frisk og veludhvilet? Måske havde jeg en decideret dårlig dag – eller også er det bare det niveau jeg har? Uanset, så påvirker det selvtilliden, når man ikke præstere som man selv håber.
Fire dage senere var jeg opsat på et nyt forsøg – dog med lørdagens mindre gode løb i baghovedet. 19 flade kilometer i Kongelunden ventede. Heldigvis kunne jeg efter løbet med glæde konstatere, at det alligevel ikke var helt skidt. Poweren var pludselig at finde i benene og jeg kørte en helt udmærket enkeltstart – og humøret vendte tilbage.
Det er pudsigt hvordan vi mennesker kan blive påvirket af resultater, både på den negative og positive score – det tror jeg vi alle kan relatere til, hvad enten det handler om sportspræstationer, slankekure eller eksamener. Nedtur kan pludselig blive vendt til optur og vice versa!
I mit tilfælde er jeg glad for, at det ikke var omvendt. Nu ved jeg, at jeg har forbedret min power og det ”bare” er at fortsætte! Samtidig er det også en påmindelse om, at man for hvert løb der køres, opnår vigtig erfaring til senere brug. Erfaring som kun den enkelte rytter kan gøre gavn af, da vi jo alle er forskellige.
Enkeltstart er rå power, men det er også små detaljer. Processen i at jagte ”det gode løb” er fantastisk, og man bliver altid super glad når det lykkes at få tingene til at gå op i en højere enhed.
Niveauet blandt de danske kvinder er stigende og der er mange der kører stærkt. Det bliver et spændende år på enkeltstartsfronten, og jeg skal gøre mit for at være med i topstriden!
/Trine