Mørkøv kørte Bennett frem til spurtsejr på sjette etape i UAE Tour
Danske Michael Mørkøv leverede på overbevisende vis holdkammerat på Deceuninck – Quick Step Sam Bennett til en spurtsejr på sjette etape af UAE Tour. Danskeren slap først spidsen få hundrede meter får mål, Bennett kunne suverænt vinde og Mørkøv blev nr. ti på trods af at han stoppede med at træde.
Etapen blev kørt fra Deira Islands til Palm Jumeirah over 165 km, og endte altså i en massespurt. Elia Viviani fra Cofidis blev nr. to og Pascal Ackermann fra BORA – hansgrohe nr. tre.
Ingen ændringer i toppen af klassementet. Tadej Pogačar (UAE Team Emirates) fører 45 sekunder foran Adam Yates (Ineos Grenadiers). Danske Mattias Skjelmose fra Trek Segafredo er fortsat nr. seks.
Lørdag køres sidste etape af løbet, der er årets første World Tour løb.