Dansk Landevej

Stærkt internationalt felt til de Nordvestjyske UCI-løb på Europatouren

Efter udsættelsen af årets udgave af Raceweekend of Northwest Jutland til d. 28. og 29.  august, var det med en vis spænding, at arrangørerne af løbet skulle sammensætte feltet til løbene, der indeholder GP Himmerland Rundt og RENT LIV LØBET Skive.

”Vi har altid formået at samle et stærkt internationalt felt til løbene, men i år har interessen været helt overvældende”, fortæller Løbsarrangør Mogens Kristensen. ”Løbet må maksimalt have deltagelse af 29 teams, men vi har haft henvendelser fra 40-50 teams fra hele verden. Derfor har det været svært at udvælge de deltagende teams, så vi tilgodeser flest mulige interesser, men vi synes selv, at vi har samlet et virkeligt stærkt felt”.

Traditionen tro består feltet af stort set hele den danske og norske elite, men i år får de selskab af en lang række stærke Continental Teams fra mange andre lande – bl.a. 2 teams fra Canada.

I årets udgave er der hele 12 Continental Teams til start, hvilket vil være stærkt medvirkende til at løbet bliver særdeles åbent.

Hvis Covid-19 situationen af forskellige årsager skulle medføre afbud fra enkelte teams, er der mange stærke teams på venteliste, så der vil under alle omstændigheder blive tale om et særdeles stærkt felt.

Med den store interesse for løbene med termin i slut august, vil arrangørerne overveje, hvorvidt man i 2022 skal vende tilbage som forårsløb, eller man fremadrettet skal fastholde terminen i august.

Især GP Himmerland Rundt har i flere år været ramt af særdeles dårligt vejr med placeringen omkring d. 1. maj, så også på denne konto kan en flytning af arrangementet være attraktivt.

Blandt løbenes tidligere vindere finder man navne som Magnus Cort, Wim Stroetinga, Phil Bauhaus, Jonas Gregaard og Aleksander Kamp. 

I 2019 udgaverne blev der dobbeltsejr til det Skive baserede mandskab Team ColoQuick med sejr til henholdsvis Niklas Larsen og Frederik Rodenberg i Skive.

De deltagende teams i GP Himmerland Rundt og RENT LIV LØBET Skive 2021 er følgende:

Continental Teams:
Team coloQuick – DEN        
BHS – PL Beton Bornholm – DEN        
Riwal Cycling Team – DEN     
Restaurant Suri Carl Ras – DEN        
Uno-X DARE Development Team – NOR
Team COOP – NOR
A Block Continental Team – NED
RAD-net ROSE Team – GER
Team X-Speed United – CAN    
Yoeleo Test Team P/B 4MIND – CAN    
Dukla Banska Bystria – SVK
Topforex ATT Investments PCT – CZE

Club Teams:
Team Herning CK Elite – DEN
Team IBT – BH Carl Ras – DEN
Team O B Wiik – Dan Stillads – DEN
Team CO:Play – Giant – DEN
Team Give Elementer – DEN
Team Sparekassen Vendsyssel Aalborg – DEN
Asker CK Elite – NOR
Kristiansand CK – NOR
IK Hero – NOR
Gauldal SK Elite – NOR
Stjørdals-Blink – NOR
CK Torp – NOR
Ringeriks Kraft – NOR
Tønsberg CC Elite – NOR
Team Lillehammer CK – NOR
MAIFRACING Motala – SWE
Ryska Posten – SWE