Internationalt landevej

Skuffet Mads Østergaard: Jeg stod fuldstændig stille de sidste 200 meter

Af Niels Nedergaard


Det var en skuffet Mads Østergaard fra Team ColoQuick, der efter fredagens etape i PostNord Danmark Rundt måtte konstatere, at han var så tæt på at tage en etapesejr i PostNord Danmark Rundt, inden kæden sprang i den afgørende spurt kort før mål, og derfor kunne han ikke træde det sidste i pedalerne på de sidste meter ind mod mål. 

”Jeg kommer perfekt ind i sidste sving, åbner spurten og får den helt ind i siden. De sidste 200 meter, der står jeg fuldstændig stille, så det går lige fra, at jeg tænker, at nu vinder jeg kraftedeme til, at der ikke var andet at gøre end at sige, at det nok var det værst tænkelige tidspunkt, det kunne ske på,” sagde Mads Østergaard efter etapen. 

Det 23-årige ColoQuick-talent havde ellers kørt en utroligt flot etape, hvor han var kommet med i det helt rigtige udbrud, der endte med at holde hele vejen til mål. 

Men den flotte kørsel var ikke ligefrem noget, som Mads Østergaard kunne bruge, da han var kommet i mål. I stedet sad skuffelsen over at have været så tæt på sit livs sejr tungt i danskerens hoved, hvilket man godt forstår. 

Derfor var han også klar i mælet, da han blev spurgt ind til, om han kunne være tilfreds med sin kørsel på etapen.

”Indtil det sidste kunne det ikke have været bedre, men jeg tror aldrig, at jeg kommer til at kunne se sådan på det,” lød det fra en slukøret Mads Østergaard. 

Det blev altså ikke til en sejr for Mads Østergaard, der måtte tage sig til takke med en flot sjetteplads. I stedet blev etapen vundet af Rally Cyclings amerikaner Colin Joyce, der tog en af karrierens absolut største sejre. 


Efter dagens etape er trøjerne herefter fordelt således:

PostNords Førertrøje
Remco Evenepoel (Deceuninck – Quick-Step)

ŠKODA Pointtrøje
Mads Pedersen (Trek-Segafredo)

Changing Diabetes Bakketrøje
Rasmus Bøgh Wallin (Team PostNord)

WAOO Ungdomstrøje
Remco Evenepoel (Deceuninck – Quick-Step)

PostNord Fightertrøje
Rasmus Bøgh Wallin (Team PostNord)

Uno-X Holdkonkurrence:
Trek-Segafredo