Landsholdsryttere klar til DBCs 3-dagesløb
Den olympiske sølvvinder i holdforfølgelse, Frederik Rodenberg, og U23 europamesteren i omnium Matias Malmberg, skal udgøre et nærmest skræmmende stærkt par, når der den 11. til 13. november skal køres anden udgave af DBCs 3-dagesløb i Ballerup Super Arena.
“Det bliver rigtigt fedt at køre på hjemmebane i Ballerup i et stort internationalt stævne. Og specielt med en så stærk makker som Rodenberg. Jeg glæder mig helt vildt, og håber at se rigtig mange tilskuere i hallen”, lyder det fra Matias Malmberg.
“Jeg glæder mig til igen at køre i Ballerup, og er sikker på, at Matias og jeg kan matche de øvrige toppar”, uddyber Frederik Rodenberg.
Tidligere er det offentliggjort, at Par nr. 7 i eventet bliver de olympiske mestre i parløb, Lasse Norman/Michael Mørkøv. Også de forsvarende vindere af 3-dagesløbet, hollænderne York Havik og Jan Van Schip, har meldt sig klar til løbet. Arrangørerne, DBC, melder at de i den kommende fremtid vil præsenterer endnu flere profiler.
Der skal ved DBCs 3-dagesløb køres både for herre- og kvindeelite plus et talentløb samt et såkaldt Miniløb for drenge og piger mellem 12 og 14 år.
Billetter kan købes via dette link.