Fænomenet Jørgen Leth fylder 80!
– Har den mand en skid forstand på cykelløb? Er han ikke bare sådan én, der er kommet tilløbende, da cykelsporten blev inn med Bjarne Riis og Tour de France? Jeg vil sgu’ da skide på hans slotte og landskaber!
Når jeg hører den slags kommentarer, er jeg hurtig til at svare igen.
Af Henrik “Rico” Elmgreen
Nej! Jørgen er ikke sådan én, der er kommet tilløbende. Cykelsporten har været en del af ham siden han var dreng. Hans fars bror hed Erik Linde, og var i mange år en meget markant og engageret lederskikkelse i dansk cykelsport. Erik Lindes hjerte bankede for banesporten i almindelighed og for cykelbanen i Århus i særdeleshed, og han kæmpede en indædt kamp for at hævde Århus og provinsen i kampen mod ”storebror” Ordrupbanen og Dansk Bicycle Club. Jørgen kan takke sin onkel for sin interesse for cykelsporten, han tog den ganske unge Jørgen med til de store stævner på Århusbanen i den gyldne tid efter 2. verdenskrig, og det var her, personen Jørgen Leth fik sin fascination for sporten. Unge idérige ledere på Århusbanen indstiftede for et par år siden et ”Jørgen Leths Æresløb” som en tribut for Jørgens engagement i sporten og hans baggrund på Århus Cykelbane.
Han har ikke selv kørt ”rigtigt” cykelløb, men han har kørt på cykel med nedadbøjet styr og smal saddel. Det gjorde han, da han i slutningen af 1970’erne deltog i de legendariske ”gentlemanløb” fra Paris til København, arrangeret af hans ven Ole Ritter. Jeg var også selv med, ikke på cykel men i løbsledervognen, og det var ved den lejlighed, jeg lærte Jørgen at kende.
Fascination på film
Da var Jørgen for længst et kendt navn i kunstens verden og på cykelfronten var han braget igennem med sine skelsættende film ”Stjernerne og vandbærerne” fra 1973, ”Den umulige time” fra 1975 og ”En forårsdag i Helvede” fra 1977, alle med Ole Ritter som en rød tråd. Filmene gav et for den store offentlighed ukendt indblik på den professionelle cykelsports verden med den fascination, dens skæbner, dens triumfer og dens dramaer.
Filmene blev til ikke blot i kraft af Jørgens evne til at skrive ord og hans visuelle tankegang, men også af hans evne til at indleve sig i et miljø, der på sin vis lå så fjernt fra hans egen daglige verden, til at observere, at iagttage, at komme ind bag tingene og ind til de mennesker og den sport, som fascinerede ham.
Tour de France med Leth & Mader
Da TV 2 efter starten i 1988 skulle etablere et team til deres store Tour de France-satsning, var Jørgen Leth med sin baggrund med sine dramadokumentariske cykelfilm og hans evne som storyteller et oplagt valg. Som hans makker valgte man Jørn Mader, som man havde hentet fra DR og som først og fremmest var kendt som speed-snakker på Radiosporten.
Et umage par, kan man sige, men måske lå der bag ved en filosofi om, at modsætninger mødes. Den intellektuelle kunstnertype og den folkelige, entusiastiske reporter, der kunne få sin smittende begejstring ud til nationen.
Det fungerede langt hen ad vejen, Tour de France-transmissionerne blev en succes, først og fremmest skabt af Riis & Co.’s præstationer men i høj grad også i kraft af den udstråling, der kom fra kommentatorboksen.
Men alt har sin tid. Mader er erstattet med Dennis Ritter og Rolf Sørensen er kommet til som den superkompetente 3. mand. Men Jørgen Leth er stadig med i fuld udfoldelse.
Og således gik det til, at en af de mest ”ufolkelige” personer, jeg har kendt, gik hen og blev folkeeje.
Jørgen er en kunstner i ordets sandeste forstand, og han er også en livskunstner. Og hvis man får lov til at kende ham, er han også en rigtig god ven.
Hjerteligt til lykke, Jørgen!
