Gent – Wevelgem Nations Cup åbner sæsonen for hele tre danske landshold
I den kommende weekend køres forårsklassikeren Gent – Wevelgem. Danmarks Cykle Union stiller til start med hele tre landshold. Dermed bliver den belgiske klassiker åbningsløb for de rød/hvide farver.
Cheflandstræner Anders Lund stiller til start med ryttere fra U23 landsholdet.
Til weekendens Nations Cup har Anders Lund har udtaget følgende ryttere:
Emil Schandorff Iwersen, BHS – PL Beton Bornholm
Adam Holm Jørgensen, BHS – PL Beton Bornholm
William Blume Levy, Uno-X Pro Cycling Team
Robin Juel Skivild, Uno-X Dare Development Team
Sebastian Kolze Changizi, Team ColoQuick
Joshua Amos Gudnitz, Team ColoQuick
Anders Lund knytter disse kommentarer til det kommende løb: “Jeg glæder mig virkelig til at komme tilbage til Gent-Wevelgem med U23 landsholdet. Det er et løb hvor danskerne traditionelt har klaret sig flot, og det udvikler sig ofte til et meget hårdt selektivt løb. Truppen er formstærk og jeg forventer at danskerne igen kommer til at være med fremme”.
Også de unge U19 banelandsholdsryttere skal i ilden på de Belgiske brostens pavéer. Thomas Dalsted, Landstræner, U19-herrer bane har udtaget følgende U19 banelandsholdsryttere til løbet:
Theodor Storm, Team NPV Carl Ras Roskilde Junior
Noah Wulff Andersen, Team NPV Carl Ras Roskilde Junior
Tobias Svarre, Team NPV Carl Ras Roskilde Junior
Conrad Haugsted, Team Fri Bike Shop Zealand Cycling Junior
August Birk Hundt, Team Fri Bike Shop Zealand Cycling Junior
Jonathan Aagaard Hansen, Team Bach Advokater CEC Junior
Om udtagelsen siger Thomas Dalsted: ”U19 Banelandsholdet stiller igen til start i U19 Gent-Wevelgem. Løbet er for mange af vores unge ryttere, deres første møde med et UCI kategoriseret cykelløb. For rytterne er der mange vigtige erfaringer at få, i denne type løb, da de om et par år skal slå igennem i netop denne slags løb. Fokus er derfor at rytterne lærer noget på denne tur, således at det er bedre cykelryttere der kommer hjem søndag aften, end der tog afsted fredag morgen. Det ændrer ikke på vores ambition om at hele holdet, staff og ryttere, skal gøre alt vi kan for at vinde, og vi vil forsøge at præge cykelløbet til vores fordel. Vi er der for at lære at vinde cykelløb, men om vi rent faktisk vinder, på dagen er underordnet.”
Som både U23 herrerne og U19 drengene, deltager U19 pigerne også i årets Gent-Wevelgem, Nations Cup løbet, Tayeb Braikia, Landstræner, kvinder landevej har udtaget følgende ryttere:
Alberte Greve, Amager Cykle Ring
Astrid Sørensen, Team Bache-JS.dk
Ida Krum, Team Nyt Syn powered by Fialla – Dame
Olympia Norrid-Mortensen, Holte MTB klub
Sofie Carstensen, Rødekro Cykle Club RKCC
Solbjørk Anderson, Team RYTGER powered by Carl Ras JUNIOR
Tayeb Braikia knytter disse kommentarer til udtagelsen: “Det bliver dejligt at komme i gang med en fuld landsholdssæson efter et par svære år. Flere af pigerne har ikke så meget erfaring, men i tråd med vores kvindesatsning, er det netop et internationalt program, som skal være med til at løfte niveauet og skabe et stærkt miljø. Vi tager til Belgien for at få erfaring, men jeg tror også at vi kan skabe nogle rigtig gode resultater i damejunior løbet, der har en distance på 77,5 km”.