Imponerende foto og sjove anekdoter
Den 10. maj er fotobogen Le Tour – 20 års Tour de France fortalt i billeder af Nils Mejvang udkommet på forlaget Gyldendal. CyclingWorld.dk har læst bogen og nydt billederne.
Der er ingen tvivl om, at Nils Mejvang er ekstremt dygtig til sit fag. Og alene af den grund er bogen værd at nyde. For det er imponerende så mange af de vigtigste situationer fra de seneste 20 års Tour, som Mejvang har fanget. Og specielt de foto fra 1990’erne er fascinerende og interessante.
Desuden er det meget givende, at det er lykkedes at få en lang række både danske og udenlandske cykelstjerner til at fortælle deres historie omkring rigtig mange af de foto, der er i bogen. Og faktisk tror jeg selv de mest hardcore cykelfans kan få ny viden via bogen.
Det er imponerende at Mejvang har fået blandt andre Tadej Pogacar, Andy Schleck, Mark Cavendish, Tyler Hamilton, Jens Voigt og David Zabriskie til at medvirke. Og det de har skrevet til bogen er faktisk interesant. Og så er det rørende at læse afdøde Chris Anker Sørensens fortællinger.
Le Tour er oplagt til at bringe dig i Tour de France stemning. Måske i kombination med bogen De Danske Tour de France Helte.
La Tour er på 216 sider. Der er forord af Jørgen Leth og efterord af Bjarne Riis. Den har anbefalet udsalgspris på kr. 349,95 kroner.