Stort internationalt felt på Aarhus Cyklebane fredag
I morgen, fredag den 10 juni, afholder Aarhus Cyklebane Niels Fredborgs Æresløb for tolvte år i træk. Dette år er dog ekstra særligt, da løbet er blevet tildelt status som UCI CL2 stævne. Det betyder at der er verdensranglistepoint på spil.
Verdensranglistepointene er ganske eftertragtede, da rytterne skal bruge dem for at kvalificere sig til World Cups, Verdensmesterskaber og i sidste ende de Olympiske Lege.
De eftertragtede point, samt en god placering på den internationale cykel-kalender, har medført en meget stor international interesse for løbet. Ryttere fra 15 forskellige nationer, herunder det tyrkiske landshold, det engelske landshold, samt naturligvis det danske landshold. Derudover er der ryttere tilmeldt fra både Argentina, Sydafrika, og en lang række lande på det europæiske kontinent. Rytterne dyster i nogle af banecyklingens kongediscipliner og både herreryttere og dameryttere kører omnium og parløb. Det er første gang i Aarhus Cyklebanes historie at man kører et parløb med et rent damefelt, og formand Johannes Ollerup Sall håber at det kan være med til at give flere lokale dameryttere mod på at kaste sig ud i parløbsdisciplinen. Derudover køres der sprint for herreryttere. Det omfattende program starter klokken 12:00, med en indlagt pause klokken 15:30 inden finalerne skydes i gang klokken 17:30.
“Det er ikke bare det største banestævne på Aarhus Cyklebane i min tid som formand, det er det største banestævne på Aarhus Cyklebane i min levetid.,”udtaler formand Johannes Ollerup Sall, som håber at mange publikummer vil møde op, trods aftenens fodboldlandskamp.
Arrangørerne gør i øvrigt tilskuere opmærksom på at parkering er besværliggjort af lørdagens Thomas Helmig koncert på Ceres Park, som medfører at parkeringspladsen ved Havreballe Skovvej ikke kan benyttes. Men opfordrer til at man tager cyklen, eller offentlig transport, når man skal ud og mærke suset fra nogle af verdens bedste baneryttere.