Masser af brugbar information i ny MTB-bog
Det er svært alt forestille sig, at der udommer en bog skrevet kun til mandlige MTB-ryttere. Men bogen ‘Kvinder på sporet-Din Guide til mountainbike’ udkom på forlaget Muusmann den 12. august, og er i øvrigt den første i verden af sin slags.
Lad det være sagt med det samme. Der er ekstrem meget brugbar viden i bogen, skrevet af Solveig Høgh Larsen, der selv har dyrket MTB siden 2018, og blandt andet er vært på Mountainbike podcasten. Bogen indeholder rigtig mange brugbare fakta, guides, gode råd og informationer. Du bliver virkelig klædt nærmest komplet på til at komme igang med at dyrke MTB-sporten. Både når det gælder udstyr, teknik og det at køre løb eller finde ruter. Og du kan blive inspireret af en række interessante interviews og interessante informationer om hvor du kan rejse hen med din MTB.
Udgangspunktet for bogen er dog lidt specielt. Nemlig at kvinder har fokus på hygge og motion, når de dyrker MTB. Det tror denne anmelder også mange mænd har, så mænd kan da sagtens læse med i og få stort udbytte af bogen ‘Kvinder på sporet’.
Bogen er på 209 sider og kan købes for kr. 249,- på Sportsbog.dk.