Flemming Kirkegaards blog: Det tætteste Tour de France
I årets Tour de france hører man fra flere sider, at der er tale om det tætteste Tour nogensinde.
Den tætteste Tour mellem nummer 1 og 2 var, som alle ved, den legendariske dyst mellem LeMond og Fignon i 1989 – to stjerneryttere der i min verden har mere stil og karisma end halvdelen af det nuværende Tour felt tilsammen.
Men i årets Tour bejler flere ryttere til sejren her, hvor rytterne går ind den sidste uge “end nogensinde før” lyder det begejstret fra både skribenter og kommentatorer.
Men det er faktisk ikke korrekt – den tætteste Tour nogensinde var nemlig i 1968, og DET var en kamp mellem ryttere man ser HELE året, på både bane og landevej, i spurter og på bjergetaper – det er naturligvis ikke noget man ser i dag, ikke fordi rytterne er nogle skvat, men fordi det hele er så optimeret, at man ikke rigtig kan det hele som moderne Tour-rytter.
Men i 1968 kunne rytterne sgu både køre op og ned og ligeud og på bane og landevej – hele året.
1968-udgven af Tour de france var ikke for pivedyr;
Løbets distance var en bagatel af 4.685 km, og der var 110 startende ryttere. Løbet var det sidste nogensinde, der blev kørt med nationalhold istedet for firmahold. En interessant tanke som kommercielle behov sætter en effektiv stoppet for udførelsen af i dag. Men tænk nu hvis Touren 2018 var for landshold?
At en rytter var mangfoldig dengang konkretiseres ved at se på den italienske rytter Franco Bitossis meritter i løbet;
Samlet blev han nummer 8
Han vandt den grønne point trøje
Han blev 2 i kampen om bjergtrøjen
Så kan man altså køre på cykel, når man kan sådan noget.
Der var dengang en del dage, hvor man kørte flere etaper på en dag, således kørte man allerede på 3. etape et 22 km holdløb – med Belgien A som vinder og samme dag kørte man så lige 112 km.
To dage senere kørte man 5. etape A der var 165 km – og senere – samme dag kørte man så 155 km .
Walter Godefroot vandt den ene af etaperne, og det er vel ikke så mærkeligt, at de hårde drenge fra dengang, der ender som sportsdirektører, ikke har meget tilovers for ryttere, der piver over alt muligt i nutidens etapeløb.
Man må så ikke håbe at Fränk Schleck bliver sportsdirektør, han pev altid over alt muligt.
Herman Van Springel pev ikke – faktisk pev han aldrig. Han var en led hund der vandt Bordeaux – Paris – monsterløbet over 600 km – hele 7 gange.
Han var ofte MEGET tæt på at vinde de HELT store løb, og har været irriterende nær at blive verdensmester og Tour vinder – og han havde faktisk den gule førertrøje i Tour de France i 1968 før den allersidste dag i løbet.
Og det bringer mig tilbage til den tætteste Tour nogensinde, for i 1968 var der SYV ryttere, der lå indenfor 2 minutter af hinanden inden den sidste dag.
På Tourens sidste dag var der ikke noget med at sidde og pjatte og drikke champagne. Om formiddagen kørte man lige 136 km og om eftermiddagen skulle slaget stå med en 55 km enkeltstart med mål på cykelbanen i Paris.
En rigtig herremenu.
Efter samletstarten var stillingen således:
1. Herman Van Springel
2. Gregorio San miguel -12 sek
3, Jan Janssen. -16
4. Franco Bitossi. -58
5. Andres Gandarias. -1.15
6. Lucien Aimar. -1.38
7. Ferdinand Bracke. -1.56
Med en 55 km tempoetape til slut kunne alt ske mellem de syv.
Jan Janssen havde på det tidspunkt ikke været i gult en eneste dag – men han var blevet nummer 2 på prologen, og havde vundet en etape. På den 14. etape slog han Godefroot i en massespurt – og Janssen var kommet fornuftigt gennem bjergene.
Janssen var den bedste temporytter af de tre første, men Ferdinand Bracke var også kendt som en formidabel temporytter (han satte blandt andet en lavlands timerekord på bane, der først blev slået mange år senere af en vis Hr. Hans Henrik Ørsted).
Og Bitossi kunne også køre stærkt på en enkeltstart – og Van springel i gult var jo heller ikke nogen novice – især ikke med lidt kilometer i benene – så i 1968 var det hele så tæt at det simpelthen ikke er korrekt, når man påstår at årets Tour er den bedste og tætteste .
Det var den mest spændende afslutning i historien, hvis man ser på antallet af mulige vindere. Her havde man kørt 4.600 km, og så skulle det hele afgøres til allersidst.
Jan Janssen havde dagen – han vandt etapen suverænt foran en hårdt kæmpende Van Springel. Franskmanden Roger Pingeon kørte en fantomenkeltstart, og blev nr 3. Ferdinand Bracke blev nr 4.
Således vandt Janssen sin anden etapesejr, og kom i gult for første gang i løbet. Og vandt med 38 sekunder ned til Van springel og Bracke blev nummer 3 samlet.
Man kan ikke skrue tiden tilbage til dengang – man kan mene hvad man vil om løbet nutildags – men jeg synes ikke der er mange af nutidens ryttere, der når Janssen og co. til sokkeholderne, når det gælder fremtoning og stil. Når nu Sagan er pillet ud af løbet.
Det samme gælder Tour-arrangørerne, der virker så fokuserede på penge, TV og kommercielle hensyn at de glemmer at bibeholde det umenneskelige og vanvittige cykelløb – netop de ingredienser der gør det fascinerende at se på.
Det kan godt være, det er sikkert at køre i tørvejr på brede veje og store boulevarder – men det er røvsygt at se på, og det kan enhver cykelrytter jo gøre, og det udfordrer Tour ledelsen ikke, hvilket er synd synes jeg.
Fortsætter udviklingen så ender man med at køre 24 etaper på flyvestation Værløse.
Så frem med deletaper, brosten, små veje og drop piveriet. I 1968 var pivedyret ikke opfundet.
Om Froome vinder? Ja det gør han, hvis han er den bedste, og det skal han have respekt for – man skal stadig være en ualmindelig god professionel cykelrytter for at køre Tour de France, det skal understreges. Så kan man mene om det, hvad man vil – og nyde EN af de tætteste afslutninger i løbets historie.
Og i årets Tour er der EEN ting der ALTID går igen fra fortiden;
The winner takes it all
