Danske EM-ambitioner opfyldt allerede på EMs første dag
Danmarks Cykle Union havde inden landevejs-EM i Herning meldt ud at ambitionen var at vinde fire medaljer. Dette mål blev opnået allerede på mesterskabernes første dag.
Emma Nørsgaard vandt først en bronzemedalje i U19 pigerne enkeltstart over 18,2 km kun slået af italienerne Elena Pirrone og Letizia Paternoster. I herre U19 tidskørslen hentede multitalentet Julius Johansen en sølvmedalje. Over 31,5 km var kun norske Andreas Leknessund bedre end Johansen efter at danskeren ellers havde haft bedste mellemtid.
Hos U23 damerne blev det både til guld og sølv til Danmark for henholdsvis Pernille Mathiesen og Cecilie Uttrup Ludwig. De to danskere henviste tyske Lisa Klein til det nederste trin på podiet. “Jeg havde slet ikke forventet at vinde, så jeg er ret overrasket. Hele mine familie og mine venner er her, så det er rigtigt specielt for mig. Jeg havde ikke troet, at jeg kunne blive i ’hot seat’, da jeg vidste, at Lisa (Klein) og Cecilie (Uttrup Ludwig) startede efter mig, og de kørte rigtigt stærkt. Jeg havde troet på, at jeg kunne komme i top fem, og håbet på, at jeg kom på podiet, og det gik jo ret godt,” sagde Pernille Mathiesen efterfølgende.
Dermed fører Danmark medaljestatistikken efter første dag ved europamesterskaberne.
Torsdag er der igen tre klasser i enkeltstart, der skal afvikles ved EM i Herning. Elite damer starter klokken 9:30 på en 31,5 kilometer lang rute, hvorefter at U23-herrerne kører den samme rute over middag. Om eftermiddagen afvikler elite herrerne den sidste enkeltstart, når de skal de skal finde en ny europamester.
Medaljetabel efter 1. dag:
Danmark 1-2-1
Italien 1-1-0
Norge 1-0-0
Tyskland 0-0-1
Belgien 0-0-1