Vingegaards Tour de France-trøje er klar. Datteren er med
Når Jonas Vingegaard indleder sit titelforsvar af Tour de France 1. juli i spanske Bilbao, bliver det med et dybt personligt minde indgraveret
8. september 2020 er en dato, der for altid vil være indprentet i Jonas Vingegaards erindring. Den dag kom datteren Frida til verden på hospitalet i Viborg og når Tour de France begynder om under tre måneder, bliver det med en helt særlig hilsen til hende.
AGU, der producerer cykeltøjet til Team Jumbo Visma, har lavet et helt særligt design, hvor stjernehimlen på en given dato og et givent sted, er integreret i trøjen. En trøje, der hylder drømme og udlevelsen af dem. Derfor er det stjernernes position over Viborg, den septemberdag for snart tre år siden, da Frida blev født, der er syet ind i trøjen, Jonas Vingegaard trækker i, når Tour-sejren fra sidste år skal forsvares.
”Udover mine cykeldrømme har jeg altid haft et ønske om et godt liv. Og det blev til fulde opfyldt, da min datter Frida kom til verden. Frida og min kæreste Trine betyder alt for mig og de inspirerer mig til at få så meget ud af livet om muligt,” siger Jonas Vingegaard, der kommer til at køre med sin egen helt unikke version – præcis som holdets andre store stjerner vil have en stjernehimmel, der symboliserer noget specifik for dem.
AGU, der har været en del af cykelsporten i mere end 30 år, er da også meget tilfredse med trøjens kvaliteter.
Vi giver alle mulighed for at få personaliseret deres trøjer, og på den måde inspirerer vi også kommende generationer til at jagte deres cykel-drømme. Ud over det personlige element, så er trøjen også af den højeste standard. Vi har igen udviklet feltets hurtigste trøje, hvor rytterne kan regne med den bedste teknologi og et smukt design,” siger AGUs administrerende direktør, Björn Jeurissen.