Cykelhistorie: Dansk VM-sejr i motorpace
I 2024 skal bane-VM afvikles i Danmark. Det er tredje gang i Ballerup Super Arena. Tidligere har der ni gange været afholdt bane-VM på den hedengangne Ordrupbane. Frem til oktober 2024 bringer CyclingWorld.dk derfor løbende historier om bane-VM.
I mange år var motorpace en stor disciplin ved bane-VM. Det er det ikke mere. Men disciplinen var med ved VM fra 1893 til 1994.
En dansker nåede at vinde verdensmesterskabet i den spektakulære disciplin. Jens Veggerby vandt i norske Hamar i 1993.
Veggerby var oprindeligt primært landevejsrytter. Han fik dog succes i 6-dagesløb og på vinterbanen i Forum generelt, og begyndte derfor at have mere og mere fokus på banen.
Ved en World Cup afdeling i Dortmund i 1991 fik Veggerby for alvor smag for at køre motorpace. Det var tydeligt, at den elegante rytter kunne holde en høj fart over længere tid. Det så den hollandske pacer Bruno Walrave og de to dannede makkerskab. Ved VM i Valencia i 1992 blev det til sølv for de to. Derfor var de også blandt de store favoritter i Hamar i 1993.
Finalen blev kørt over to heats. I første heat blev Veggerby nr. to, slået af østrigske Ronald Königshofer, der på forhånd var den største favorit. Dermed var der pres på danskeren inden andet heat, der blev dramatisk. Italienske Antonio Fanelli styrtede, og der måtte omstart til. Inden skulle banen dog repareres og den lange pause skabte yderligere nerver for deltagerne. Men Veggerby følte sig ovenpå, og startede stærkt på trods af hans startposition som nr. syv. Pacer og rytter samarbejdede perfekt, og de to kunne overhale den ene konkurrent efter den anden. Veggerby kom i front, men det galt fortsat om at holde høj fart i løbet, så Königshofer ikke kunne køre sig op på andenpladsen, da han så ville vinde samlet, da han havde bedste køretid ved sin sejr i første heat. Missionen lykkedes og Jens Veggerby blev verdensmester i motorpace 1993.
Historiens sidste VM i motorpace blev kørt i 1994. Veggerby var ude med en skade. Tyske Carsten Podlesch, der havde fået bronze i 1993, sejrede foran Roland Königshofter.
Ud over Veggerbys medaljer har Danmark blot vundet en sølvmedalje i Motorpace ved Gustav Janke i 1908 og bronze i 1896 og 1897 ved henholdsvis Andreas Hansen og Rasmond Tjoerby.
Husk at læse dine kulturnyheder via JuicyNet.dk og køb dine sportsbøger via Sportsbog.dk.