Mads Pedersen blev historiens yngste vinder. Reihs satte rekord for antal deltagelser
Da Mads Pedersen lørdag stod øverst på PostNord Danmark Rundt podiet i Aarhus kunne han også glæde sig over at være den yngste vinder af Danmarks største cykelløb nogensinde.
21 år og 272 dage var Mads Pedersen lørdag. Før løbets afslutning var det hollandske Wilco Kelderman, der havde titlen, da han i blot var 22 år og 133 dage, da han stod øverst på Post Danmark Rundt podiet på Fredriksberg Allé i 2013. Ældste vinder er Rolf Sørensen, der var 35 år og 107 dage, da han endelige, efter fem andenpladser, sejrede i 2000.
En anden rekord i årets PostNord Danmark Rundt satte Michael Reihs, da han gennemførte løbet for 16. gang og dermed udbyggede sin egen rekord. Reihs deltog første gang i 2001, som Phonak-rytter, og har siden kun misset 2003-udgaven, hvor han ikke blev udtaget hos Team fakta. Årets løb blev i øvrigt også det sidste for 38-årige Reihs, da han stopper karrieren. Martin Mortensen deltog for 14. gang, og kørte sig dermed op på andenpladsen i denne konkurrence. Den 32-årige Coloquick-Cult rytteren gennemførte dog ikke i 2004, men kan fortsat nå Reihs rekord. Jacob Nielsen er noteret for 13 deltagelser.
Aarhus blev femte sted at PostNord Danmark Rundt sluttede efter tidligere finaler på Christiansborg, Frederiksberg Allé, Dag Hammerskjölds Allé og Geels Bakke,
Med hensyn til etapesejre er det fortsat Matti Breschel, der i år var uheldig med styrt, der har rekorden med hele ni af slagsen. Jesper Skibby og Nikola Minali er noteret for hver fem, mens Magnus Cort og Ivan Basso er noteret for fire etapesejre. Ingen af årets etapevindere har tidligere vundet en etape i løbet.
Michael Valgren var på podiet for det samlede klassement for tredje gang. Rekorden i denne disciplin indehaves fortsat af Rolf Sørensen med seks besøg. Kurt-Asle Arvesen har fire gange været på podiet, mens også Jakob Fuglsang er noteret for tre podieplaceringer.
Find meget mere historie om PostNord Danmark Rundt i bogen om løbet. Der kan erhverves for blot kr. 100,- her.