Mads P, Mørkøv og Skjelmose udtaget til OL
Danmark har kvalificeret de maksimale fire pladser til herrernes linjeløb i landevejscykling ved OL i Paris til sommer. Nu er der sat navne på tre af de fire ryttere, som skal afsted til byernes by – Mads Pedersen, Mattias Skjelmose og Michael Mørkøv.
De tre cykelryttere er udtaget af DIF, som er olympisk komité i Danmark, på baggrund af en indstilling fra Danmarks Cykle Union (DCU).
Dansk holdkaptajn bliver Mads Pedersen, fortæller cheflandstræner i landevejscykling for herrer, Anders Lund. ”Jeg var i Paris i sidste uge for at inspicere ruten og blev fuldstændig bjergtaget. Der er masser af snævre gader på de sidste rundture i Paris med en brostensstigning op til Montmartre kort før mål. Den rute er virkelig guf for Mads, og jeg betragter ham som en af løbets absolutte favoritter.”
Skjelmose er også en trussel
Mads Pedersens danske holdkammerat på Lidl-Trek-mandskabet, Mattias Skjelmose, kommer også til at prøve kræfter med den hele 273 kilometer lange rute i Paris og omegn.
”Mattias udvikler sig bare hele tiden. Han er god i etapeløb, men han præsterer også virkelig godt i de hårde endagsløb. Blandt andet ved de seneste to VM. Han skal hjælpe Mads, men Mattias hjælper også Mads ved at være en trussel mod de andre landes favoritter i finalen,” siger Anders Lund og tilføjer: ”Ud over at være rigtig god i linjeløbet kan Mattias også på enkeltstarten køre op med de bedste i verden. Den tidlige udtagelse af ham giver Mattias mulighed for at lave en optimal forberedelse, så han kan være i topform til OL.”
Mørkøv i dobbeltrolle
Den tredje udtagne rytter er Michael Mørkøv. Han er forsvarende guldvinder fra OL i Tokyo i parløb på banen, og der ligger også et hensyn til banen bag udtagelsen af ham.
Ambitionen er, at han skal forsvare guldmedaljen i Paris. I forhold til Tokyo-legene må nationerne dog denne gang udtage færre baneryttere. For Danmarks vedkommende fire ryttere til 4000 meter holdløb, og deltagerne i parløb og omnium skal så findes blandt disse fire ryttere.
Hvis Michael Mørkøv blev udtaget som banerytter, skulle en af de fire tempospecialister til holdløbet vige pladsen, og holdets medaljechance ville dermed blive alvorligt svækket. De enkelte nationer må dog til OL godt ’låne’ en enkelt rytter fra en anden cykeldisciplin. Det vil sige, at Michael Mørkøv i Paris ved at blive udtaget som landevejsrytter kan konkurrere på både landevejen og på banen uden at svække Danmarks store chance for at vinde OL-medalje i holdløbet.
”Udtagelsen af Michael sker på baggrund af et hensyn til de samlede danske OL-medaljeambitioner på tværs af cykeldisciplinerne. Men når det er sagt, så har Michael også nogle rigtig gode evner på landevejen, som vi får glæde af i Paris,” siger Anders Lund og fortsætter:
”Ved de seneste tre mesterskaber på landevejen har Michael udført et eksemplarisk hjælpearbejde for det danske landshold. Michaels store erfaring og unikke evne til at pilotere sin kaptajn skånsomt gennem et langt cykelløb vil uden tvivl være værdifuldt for Mads Pedersens chancer for at vinde den medalje, vi drømmer om.”
Den fjerde og sidste rytter til herrernes landevejsløb bliver efter planen udtaget i begyndelsen af juni. Ud over de fire pladser i landevejsløbet har Danmark også sikret sig to pladser i OL-enkeltstarten. Disse to ryttere skal findes blandt de fire, som stiller op i linjeløbet.