MTB

Danmark deltager med 16 ryttere ved MTB EM

Europamesterskaberne i mountainbike køres 8.-12. maj i Rumænien, og her stiller landsholdet med 16 ryttere fordelt på tre klasser.

Årets EM i Rumænien bliver det første samlende europamesterskab for elite, U23 og U19 i tre år. Det betyder, at et stort landshold stiller til start. Følgende ryttere er udtaget til EM:

Elite:
Simon Andreassen (Cannondale Factory Racing)
Sebastian Fini Carstensen (Lapierre Mavic Unity)
Caroline Bohé (GHOST Factory Racing)
Sofie Heby Pedersen (Wilier-Vittoria Factory Team)
Malene Degn (Lapierre Mavic Unity)

U23:
Tobias Lillelund (TREK Future Racing)
Gustav Heby Pedersen (Wilier-Vittoria Factory Team)
Oliver Vedersø Sølvhøj (Scott Creuse Oxygene Gueret)
Mikkel Lose (HMTBK)
Hector Glud Hjorth  (HMTBK)
Julie Lillelund (Mountainbike Klub Vejle)

U19:
Sara Aaboe Kallestrup (MTB Randers)
Freja Dissing Andersen (Aalborg MTB Klub)
Nikolaj Hougs (HMTBK)
Emil Nymand (HMTBK)
Christopher Juel Christensen (Velo Cycling Club)

“For os er EM vigtigt af flere årsager,” fortæller landstræner for elite og U23, Mads Bødker. “For herrerne handler det om vigtige UCI-point til vores OL kvalifikation. Vi er lige på vippen til at kvalificere to ryttere. For de OL-aktuelle ryttere er EM også en del af vores OL-udtagelsesløb.”

For U19-rytterne er udtagelsen et vigtigt skridt i den fortsatte satsning på talentudvikling. Ved EM kan juniorerne få mulighed for at få værdifuld erfaring på internationalt niveau.

“Rytterne har alle vist højt niveau, og vi har i gruppen set imponerende resultater i år og en vigtig dedikation til sporten. Vi er overbeviste om, at denne oplevelse vil bidrage betydeligt til deres udvikling og forberede dem til yderligere internationale udfordringer,” siger Benjamin Justesen, juniorlandstræner. “Europamesterskabet i Rumænien vil også tjene som en platform for fællesskab og samarbejde blandt de danske ryttere. Holdets dynamik og sammenhold er afgørende for at opnå gode resultater, og det er noget, jeg vægter højt i forberedelserne til og under mesterskabet.”

Regerende europa- og verdensmester i U19 Albert Withen Philipsen har meldt afbud i år grundet prioriteringer i en pakket løbskalender.