Krøyer og Smed på Tour 2024TopartiklerTour de FranceTour de France 2024

Dagbog fra indersiden af Tour de France: Besøg fra Dag Otto Lauritzen og mange andre

Danskerne Jens Krøyer og Glenn Smed har ansvaret for at opsætte og nedtage 2 km porten til alle etaper i Tour de France 2024. De to beretter her på CyclingWorld.dk om deres oplevelser i verdens største cykelløb.

Husk at du via SportsBog.dk blandt andet kan købe bogen De Danske Tour de France Helte og den nye danske Tour de France-bog 40 Utrolige Tour de France-historier.

Besøg af Dag Otto Lauritzen og mange andre (Dagbog onsdag den 17. juli)
Vi ankom til alperne i går aftes, og vi startede dagen med morgenmad kl.7.00 på vores hotel/ hytte som lå smukt ved Lac de Sautet. Det var svært at orientere sig, da vi ankom i går aftes. Men indrømmet, her er rent faktisk rigtigt fint her til morgen. I dag skulle vi en tur op på Superdévoluy, ét helt nyt bjerg i Tour de France regi. Da vi kom frem så det egentlig ud til at være ligetil, men vi måtte småjustere et par gange for at få det til at lykkedes. Men ved middagstid var vi klar.

Der kom lidt besøg i løbet af formiddagen, masser af danskere stikker lige turen forbi og hilser på. Moberg og Vinjebo kom som sædvanlig forbi i godt humør og var lidt kække. De hygger sig de to, Reedtz vinkede også fra bilen på vej forbi. Som sædvanlig tog Smed på tur op til målstregen, og Krøyer blev ved vognen og hyggede med frokost der. Smed spiste frokost på farten. Der var også et stort marked omkring målområdet, hvor mange lokale havde spændende produkter til salg, lige fra håndværk til honning. Der var et hav af forskellige lokalt producerede varer til salg. Det var sjovt at se alle de spændende ting.

Tilbage ved 2 km porten fik vi midt eftermiddag besøg af Michael Rasmussen, han havde været på en længere tur over 3 af stigningerne, ret sejt og han hoppede på cyklen igen da Lars Bak kom op ad stigningen i ret høj fart og kyllingen forsøgte at hægte sig på Bak. Det blev også til et stort hej fra Anders Mielke, da Eurosport bilen passerede, og så blev det til en hyggesnak og et enkelt billede da Dag Otto Lauritzen lige stoppede i TV2 Norge bilen. En dejlig hektisk dag, hvor mange lige kommer og siger hej. Dejligt. 112 km til næste hotel, det lyder ikke af så meget, men alligevel er det en tur på over to timer, her I Alperne. Men vi var da fremme kl godt 22 og det var heldigvis muligt at en omelet så vi ikke skulle gå sultne i seng.

Vi slutter med Dagens fra Nordigarden:
Nok engang blev han sat under pres
men nu må Jonas ikke få stress.
Dette KAN fortsat gå
selvom mange vil spå
vinderchancen til under halvtreds.

Adieu Krøyer & Smed

For dem der ikke kender Dag Otto Lauritzen, så vandt han en etape i Tour de France i 1987. Han har to andenpladser på Tour-etaper, og også vundet en etape i Vuelta a Espana, og det tyske Eschborn-Frankfurt samt meget andet. Lauritzen kørte som professionel fra 1984 til 1994 blandt andet på 7 Elevens teamet, på Motorola og på TVM.