Stærke kræfter arbejder for Aarhus-hallen med cyklebane
Den nyoprettede erhvervsdrivende fond Aarhus-Hallen er nu klar til at tage fat på arbejdet med at udvikle en ny multihal med cykelbane i Kongelunden. I bestyrelsen for fonden sidder flere velkendte lokale og nationale navne, der har sagt ja til at bidrage til arbejdet.
Tunge navne fra erhvervslivet og sportens verden spiller nu på samme hold for at udvikle og realisere det ambitiøse anlægsprojekt Aarhus-Hallen. Projektet skal bestå af en indendørs multihal og cykelbane, hvor der er plads til mange forskellige idræts- og aktivitetsmuligheder.
Arbejdet med at opføre byggeriet skal ledes af en erhvervsdrivende fond, som det kræver 300.000 kr. for at stifte. De midler har styregruppen bag projektet indsamlet gennem private donationer, og dermed er vejen banet for at stifte fonden og samle en bestyrelse til at stå i spidsen for arbejdet.
“Aarhus-Hallen er et visionært og bæredygtigt byggeri, som vil tilføre noget nyt til Kongelunden, som ikke findes i dag. Aarhus mangler i den grad idrætsfaciliteter, og vi tror på, at vi kan samle tusindvis af aarhusianere i og omkring aktive fællesskaber i Aarhus-Hallen. Vi sætter nu fart på projektudviklingen, og vi har samlet en bestyrelse med en bred vifte af kompetencer, som alle vil gøre deres til, at Aarhus-Hallen bliver en realitet”, siger Christian Skadborg nyvalgt bestyrelsesmedlem og formand for den erhvervsdrivende fond Aarhus- Hallen.
Bestyrelsen blev konstitueret mandag den 24. februar og består af følgende personer:
- Bestyrelsesformand Christian Skadborg, Partner og Advokat, Holst Advokater (Udpegetaf Aarhus Cyklebane).
- Næstformand Julie Leth, Verdensmester i banecykling (udpeget af Team Danmark)
- Jan Dam Poulsen, Senior Vice President, Blue Water Shipping (Udpeget af AarhusErhverv)
- Jens Bundgaard, bestyrelsesformand, Idrætssamvirket Aarhus (Udpeget afIdrætssamvirket Aarhus)
- Hanne Blume, Koncerndirektør, DLG (Udpeget af Danmarks Cykle Union)
- Frans Hammer, Næstformand Danmarks Idrætsforbund, Idrætsforbund (Udpeget afDanmarks Idrætsforbund)
- Flemming Dybbøl, Selvstændig konsulent (Udpeget af Founders Club)
Formålet med fonden er, at den skal projektere, opføre, eje og drive Aarhus-Hallen og fundraise de cirka 250 mio. kr. som projektet er estimeret til at koste. I første omgang arbejdes der på at samle projektudviklingsmidler på 6,5 mio. kr.
