Flemming Kirkegaards blog: Historien om seksdagestrøjerne

Det københavnske seksdagesløb står for døren. Igen. Det er en klassiker i seksdages sammenhæng og dette i en tid, hvor seksdagesløbene fylder en brøkdel af, hvad de gjorde i en lang periode helt op til slut 90’erne, og tilmed ikke minder meget om de oprindelige seksdagesløb. I København har man modstået kravet om lynhurtige, korte jagter, og kører stadig over en time i visse af jagterne.

Der er tradition for, at et seksdagesløb skal have et element af udholdenhed over sig. I forhold til de første seksdagesløb, der opstod i USA i slutningen af 1800 tallet, og hvor der kun var en enkelt rytter, der skulle køre seks døgn i træk, så er der ikke meget tilbage af det sportslige udgangspunkt som løbene i sin tid var skabt omkring.

Udholdenhedstraditionen er blevet mindre – løbene er langt mere eksplosive idag, og der køres i højere tempo med større gear og med kortere jagter end tidligere.

Det er også tradition, at der til seksdagesløbene er lidt show undervejs – men som følge af de kortere og mere intensive distancer, så ser man ikke meget tant og fjas ala Willy Debosscher længere.

Der er lidt fælles-bølge under den store balustradespurt med hele feltet, og det er næsten det hele. Så på mange punkter er de gamle traditioner erstattet med nye.

Trøjetraditionerne holder
Til gengæld så har rytternes trøjer en tradition, som man ikke har brudt i de seneste mange årtier.

Alle kender jo par nummer 7.

Parret kører i Dannebrogstrøjer, og kendes jo nærmest som en institution og cykelsportens største brand. Traditionen byder, at parret er Danmarks bedste par – man kan ikke komme og køre par nr 7 som sekundær rytter.

I nødstilfælde kan man ved mangel af kvalificerede danske ryttere supplere op med en udlænding i det danske par. Men det er mere undtagelsen end reglen.

Parrets historie stammer helt tilbage fra 1953.

Kay Werner var begyndt at danne par med Evan Klamer i sæsonen 52/53 på foranledning af Ordrupbanens sportsleder, Jørgen Beyerholm Sr.

Sportslederen i Forum var den tidligere seksdageshelt fra 30’erne, Willy Falck Hansen, som selv havde kørt fast som par nr. 1 i 30´erne. Falck Hansen foreslog, at Werner/Klamer skulle køre med samme nummer som han selv havde brugt.

Det gad Werner ikke – han ville naturligvis have sit eget, man er vel væddeløber – og han valgte så nummer 7.

Klamer brugte briller og så ikke særlig godt, så farven skulle være let genkendelig. Klamer bad om at få sorte trøjer.

I starten kørte de to i helt sorte trøjer, og det var først til seksdagesløbet i 1953, at de to kørte med Dannebrogsærmer på trøjen. Den trøje de kørte i dengang. er den samme som par nr 9 kører med i dag. Men det vender jeg tilbage til.

I 1950’erne var der rigtig mange danske vinterbaneprofessionelle, og i 1954 kørte Otto Olsen sammen med Max Jørgensen. De var et meget populært par og et godt alternativ til par nr 7 Werner/Klamer. I en popularitets undersøgelse var Olsen/Jørgensen faktisk feltets næstpopulæreste par – og med dem blev ideen om det alternative danske par rigtig født.

Når Werner/Klamer kørte i udlandet foregik det i Dannebrogstrøjerne, som vi kender dem idag. Men de to kørte altid i Forum med de sorte trøjer med Dannebrogsærmer på.

Max Jørgensen/Otto Olsen fortsatte som det primære danske alternativ frem til 1956. Omend der var mange andre gode danskere med i feltet.

I 1957 kørte der slet ikke noget dansk par nr 7. Werner kørte i hvidt som par nr 2 (med Lucien Gillen) og endte på tredjepladsen. Klamer kørte med selveste Rik Van steenbergen. Desværre udgik Klamer med siddesår

Til gengæld gav løbet i 1957 debut til Palle Lykke og året efter, i 1958 , kørte par nr 7 så med konstellationen Werner/Lykke og nu i Dannebrogstrøjerne.

I 1960 kørtes det sidste 6 dagesløb i forum i den gyldne periode. Det var sidste gang at Kay Werner og Palle Lykke kørte som Par nr 7 på hjemmebane.

Samme år introducerede man så de gamle sorte trøjer med Dannebrog på ærmerne til et dansk par og æren af at køre i trøjerne (der idag kendes som par nr 9 ) tilfaldt Hans E Andersen/Bendy Pedersen.

Det danske par nummer 7 fortsatte i udlandet og bestod i en årerække af Freddie Eugen/Palle Lykke, men nu var der kun ganske få danske 6-dagesryttere tilbage.

Da Forum påny åbnede dørene igen i 1976 var den danske bane helt Ole Ritter. Han kørte i starten af den nye æra med hollænderen Leo Duyendam.

De kørte i Dannebrog når de deltog i Herning men i Københavns første “nye” 6 dagesløb i 1976 styrtede Duyendam, og Ritter måtte fuldføre med Roman Hermann .

Da Ritter året efter kørte Par nr 7 med Sercu foregik det i de oprindelige sorte trøjer med Dannebrog og de belgiske farver på ærmerne. Det samme var tilfældet året efter, men Sercu måtte forlade løbet, og Ritter fortsatte med tyske Wilfried Peffgen

I 1977/1978 kom der flere dygtige danske ryttere på banen, herunder Kim G Svendsen , Per Bausager og ikke mindst Gert Frank. I 1979 var Ritter stoppet, og man mente at en dansk 7-konstellation bestående af Gert Frank og Kim G Svendsen var for skrøbelig. Men på trods af at Gert Frank vandt løbet med René Pijnen, så kørte Kim G. i den sorte originale 7’er trøje sammen med Patrick Sercu. Så istedet for at samle de danske kræfter i et Dannebrogs par, så blev rivaliseringen dyrket istedet for. Dette var også tilfældet i 1980, hvor Kim G påny kørte i den gamle sorte 7’er trøje – nu med australske  Danny Clark.

Gert Frank forsøgte sig med forskellige makkere i den periode, men efter forsøg med René Savary og Rene Pijnen, så endte Frank i 1981 med at acceptere at køre med den danske debutant Hans Henrik Ørsted. Ørsted havde et fornemt CV med flere verdensrekorder, og røg altså direkte ind som par nr 7 rytter i de “nye ” Dannebrogstrøjer. Det var i dette løb, at de gamle sorte trøjer med Dannebrogsærmerne nærmest blev synonym med Kim G. Svendsen.

I 1981 måtte Kim G. Svendsen udgå som par nr. 9 sammen med Pijnen, men vendte i 1982 tilbage i 9’er trøjen sammen med Wilfried Peffgen, mens Frank/Ørsted udgjorde par nr 7 i Dannebrog.

I 1983 var Frank-Ørsted ikke sammen som par. Ørsted kørte som rød 6er med Clark, mens Gert Frank havde overtaget den gamle sorte 7er trøje sammen med Sercu.

Resten er sådan set historie. 7’erne kørte i Dannebrog, når det var rent dansk par. Ellers kørte de i de sorte trøjer hvis de havde udenlandske makkere. Denne regel har dog været omgået i visse tilfælde. Eksempelvis i 1988 hvor Ørsted kørte i Dannebrog med Roman Hermann, i 1994 hvor Jens Veggerby kørte i Dannebrog med belgiske Etienne de Wilde og i 2006, hvor Jimmi Madsen kørte i Dannebrog sammen med italieneren Giobanni Lombardi og også i sæsonen 2010 hvor Alex Rasmussen – Michael Mørkøv kørte par nr 7 i VM stribede trøjer (i dele af løbet) . I øvrigt det første par nr 7 der var forsvarende verdensmestre i parløb.

I 1994 kørte Bjarne Riis i de sorte trøjer med Dannebrog – men som par nr 1 sammen med Urs Freuler

Hovedreglen er desuden, at hvis 7’erne kører i Dannebrog, så kører den næstbedste danske rytter så i 9’er trøjerne – som det i gamle dage var Kim G. Svendsens ejendom. Senere var det Jørgen V Pedersen/Jesper Worre der var par nr 9 i en periode inden de så i 1989 blev “forfremmet ” til par nr 7. I dag er det Marc Hester der i mange år har ejet den smukke sorte par nr 9 trøje (der jo i virkeligheden er den originale 7’er trøje).

Jeg tror godt, jeg kan konstatere, at de danske farver har været repræsenteret i mange konstellationer, der snakkes om det bedste par nr 7 Gennem tiderne osv osv.

Men nu er der ihvertfald lidt historisk baggrund for de forskellige trøjer med Dannebrog på når du skal ind og se seksdagesløbet, og man kan konstatere at de danske ryttere i de respektive trøjer, klæder dem ganske godt.