Bane

Danmark er i VM-finalen i Apeldoorn

Det lykkedes på imponerende vis for Danmark at køre sig i VM-finalen i 4000 meter holdforfølgelse ved bane-VM i hollandske Apeldoorn. I første runde slog Danmark Italien efter et tæt opgør.

Julius Johansen, Casper Folsach, Frederik Rodenberg Madsen og Niklas Larsen kørte imponerende 3:54.496 min, mens Italiens tid blev på 3:54.884 min. Italien førte faktisk inden sidste omgang, men det lykkedes for det danske hold at vinde med fire tiendedele af et sekund.

I finalen skal Danmark møde Storbritannien, der slog Tyskland i første runde. Britterne kørte i 3:56.335 min. Bronzefinalen bliver mellem netop Italien og Tyskland.

I kvalifikationen havde Italien ellers bedre tid end Danmark, mens Storbritannien var allerbedst.

Finalen køres torsdag aften.