Tysk føring efter første døgn i London. Hester/Mørkøv på syvendeplads
Tirsdag aften blev den nye 6-dages serie, der består af 6-dagesløbene i London, Amsterdam, Berlin og København, indledt i London.
Efter første døgn af 6-dagesløbet i den britiske hovedstad er tyskerne Leif Lampater/Marcel Kalz i front. Fem par er på omgangshøjde efter de omgange, de vandt i åbningsjagten, der i øvrigt blev vundet af hollandske Yoeri Havik/Wim Stroetinga, Det tyske par fører efter første døgn med 78 point, mens belgierne Kenny De Ketele/Moreno De Pauw er på andenpladsen med 71 point og britterne Mark Cavendish/Bradley Wiggins er på tredjepladsen med 65 point.
Aftenens åbningsjagt vandt hollænderne, da Havik var hurtigst i spurten tæt foran Kenny De Ketele og Mark Cavendish. Og altså fem par endte på omgange i spidsen af jagten. Danskerne Marc Hester/Jesper Mørkøv tabte en enkelt omgang, mens Alex Rasmussen/Casper Pedersen måtte notere et tidstab på to omgange.
Dagens 500 meter på blev vundet af schweizerne Tristan Marguet/Claudio Imhoff, udskilningsløbet for par blev vundet af belgierne Kenny De Ketele/Moreno De Pauw foran par nr. 4, tyskerne Leif Lampater/Marcel Kalz. Her blev Mørkøv/Hester nr. seks. I omgang på tid var det igen schweizerne Marguet/Imhoff, der var hurtigst. Her blev det til en fjerdeplads til Rasmussen/Pedersen. Longest Lap blev vundet af Cameron Meyer fra det australske par nr. 10, mens Derny pace blev vundet af britiske Andrew Tennant fra par nr. 16.
Marc Hester/Jesper Mørkøv er på syvendepladsen, mens Alex Rasmussen/Casper Pedersen er på 14. pladsen blandt de 16 par. Det skal bemærkes, at det er det første 6-dagesløb nogensinde som Casper Pedersen kører.