I 2002 kom 6-dagesløb til Ballerup
Den 31. januar til 5. februar 2019 afvikles det 16. 6-dagesløb i Ballerup Super Arena. Den 1. oktober indledes billetsalget til Bilka 6-dagesløbet 2019. I den forbindelse ser vi frem til denne dato tilbage på de 15 kørte 6-dagesløb i Ballerup.
I 1999 blev historiens, ihvertfald foreløbig, sidste 6-dageløb i Forum kørt. Med pengene fra salget af Ordrupbanen og stor velvilje fra Ballerup kommune lykkedes det at få bygget en moderne cykelarena i Ballerup. Der blev i den forbindelse bygget en ny organisation til afvikling af 6-dagesløb. DBC Pro Cycling A/S blev skabt, Henrik Elmgreen var sportslig leder og vinderen fra 1999 Tayeb Braikia var assisterende sportschef.
Den 1. februar 2002 startede en ny æra i det københavnske 6-dagesløb. Og i forhold til tiden i Forum var helt andre forhold, der nu blev kørt under. Banen i Ballerup er en lækker 250 meter træbane, hallen er lys og venlig, og er til rådighed hele året. Kritikken var i 2002, og er stadig, at der er for langt fra København til Ballerup. Arenaen var i 2002 stadig ufærdig på en række områder, og en række begyndervanskeligheder viste sig. Men cykelløbet blev afviklet succesfyldt. Par nr. 7 bestod af Jimmi Madsen og Michael Sandstød, mens tredjemanden var den kendte Harry figur fra DSB-reklamerne. DSB var nemlig sponsor for det berømte par. De øvrige danske profiler i løbet var Rolf Sørensen, der kørte sammen med italienske Silvio Martinello, Frank Høj der var sat sammen med Marco Villa mens det nye unge danske navn, Jimmy Hansen, kørte med stærke belgiske Etienne DeWilde. Vinderne blev australierne Matthew Gilmore og Scott McGrory. Førstnævnte havde godt nok skiftet pas til et belgisk et af slagsen, men de to kørte i trøjer med kænguruer og stjerner som reference til landet Down Under. I øvrigt ekstra bemærkelses værdigt, at Matthew Gilmores far, Graeme, 26 år tidligere havde vundet det 18. københavnske 6-dagesløb i Forum. Par nr. 7 måtte nøjes med andenpladsen 19 point nede. Alpeekspressen, Bruno Risi/Kurt Betschardt blev nr. tre, mens Martinello/Sørensen blev det fjerde par på omgangshøjde med vinderne efter de seks dage.
Interessen fra pressen og tilskuerne var pæn ved det første 6-dagesløb i Ballerup. Men alligevel blev der tale om et underskud for arrangørerne. Dog var der ingen betænkeligheder omkring at fortsætte i 2003. Men andre kræfter skulle spille ind…
2002-udgaven af 6-dagesløbet i Ballerup Super Arena var det 42. 6-dagesløb i København. 40 er kørt i Forum og et i Brøndbyhallen.