BaneTopartikler

DBC åbner banesæsonen med 50 km parløb

Torsdag den 11. oktober indleder Dansk Bicycle Club (DBC) den nye banesæson med et stævne, der blandt andet omfatter et 50 km parløb.

Hver eneste vinter afholder DBC en perlerække af banestævner i dansk banecyklings højborg, Ballerup Super Arena. Stævner på allerhøjeste niveau, og en ekstrem vigtig del af rygraden i dansk banecykling. Det er her at de nye danske banetalenter udklækkes, og her der er mulighed for at lære at begå sig som banerytter. Men det er også her, at tilskuerne ofte kan se cykelløb i verdensklasse. Det hele kommer naturligvis til at foregå igen i vinteren 2018/2019. Sæsonen første stævne skal foregå torsdag den 11. oktober. Og der lægges hårdt ud med blandt andet et 50 km parløb. Men også cykelløb for alle andre klasser.

“Vi forventer at en stor del af de bedste danske baneryttere kommer til start den 11. oktober, så vi håber også at rigtig mange tilskuere vil lægge vejen forbi Ballerup Super Arena. Og så glæder vi os bare generelt til at komme igang med endnu en forhåbentlig stor banesæson”, lyder det fra DBCs sportschef Kenneth Røphe, der med det samme sender en stor tak til alle DBCs frivillige. “Det er fantastisk, at vi som klub kan stable alle disse stævner på benene. Kæmpe tak til alle vore frivillige. Uden dem var det ganske enkelt ikke muligt”.

DBC er stiftet 7. maj 1881, og er dermed Danmarks ældste cykelklub. Desuden er klubben blandt de største og mest aktive i Danmark.

DBCs stævner 2018/2019
11. oktober Åbningsstævne
25. oktober Stævne
8. november DBC Derny mesterskab og andre løb
22. november DM pointløb samt elite parløb og andre løb
15. december DM tidskørsler (Ind. forfølgelsesløb for herre elite, dame elite og U19, 1000 meter på tid for herre elite og U19)
16. december U19 DM omnium, DM elite damer scratch og pointløb plus Master DM
28. december Nytårsstævne og 100 km parløb plus U17 DM parløb
10. januar DBCs 10 km mesterskab og andre løb
17. januar DM 4000 meter holdforfølgelse,
31. januar – 5. februar, Bilka 6-dagesløb

Tilmelding til løbene foregår via www.cykelbanen.dk.