Ackermann vandt i Madrid. Roglič vinder af Vuelta’en 2020
Tyske Pascal Ackermann fra BORA – hansgrohe vandt søndagens afsluttende 18. etape i Madrid. Etapen endte i en massespurt, og Ackermann vandt tæt foran Sam Bennett fra Deceuninck-Quick Step. Magnus Cort blev nr. 20.
Slovenske Primoz Roglič blev for andet år i træk vinder af Vuelta a Espana. Roglič vandt Vuelta’en 24 sekunder foran Richard Carapaz fra Ecuador og INEOS Grenadiers. Nr. tre blev den britiske overraskelse Hugh Carthy fra EF Pro Cycling. Bedste dansker i klassementet blev Michael Valgren som nr. 33.
Primoz Roglič, der som bekendt blev nr. to i Tour de France, vandt også suverænt pointkonkurrencen. Franske Guillaume Martin fra Cofidis vandt bjergkonkurrencen, Movistar vandt holdkonkurrencen og Enric Mas fra Movistar vandt ungdomskonkurrencen.
Undervejs i Vuelta nr. 75 blev det til en dansk etapesejr til Magnus Cort. Se oversigt med alle store danske præstationer i nedenstående link.