BaneTopartikler

Attentat på Ole Ritters timerekord ved det københavnske 6-dagesløb

Den danske enkeltstartsmester Martin Toft vil i forbindelse med 55. københavnske 6-dagesløb forsøge at slå den danske timerekord.

Rekordforsøget skal foregå lørdag den 28. januar fra kl. 17:00. Publikum har adgang til hallen fra kl. 17:30.

Timerekorden er blandt de mest berømte og sagnomspundne rekorder i international sport. Det basale i at en mand og en cykel skal nå så langt som muligt på de 60 minutter fascinere de fleste. Legender som Fausto Coppi, Jacques Anquetil, Eddy Merckx, Francesco Moser, Miguel Indurain, Tony Rominger, Chris Boardman og Graeme Obree har tidligere haft verdensrekorden.

Rekorden har de senere år fået tilført ny liv, da den internationale cykelunion i 2014 lempede reglerne for udstyr i forbindelse med rekordforsøg. Nu må man køre på udstyr, der svarer til det, man må køre på ved tidskørsler ved andre officielle baneløb.

Den danske rekord, sat på dansk jord, lyder på 47.232 meter, og blev sat af Morten Risbjerg Hansen den 16. oktober 2016 på Odense Cykelbane. Den absolutte danske rekord har Ole Ritter. Denne lyder på 48.879 meter, og er sat i 1974 i Mexico City. Seks år tidligere havde Ritter sat verdensrekord på distancen, men var i mellemtiden blevet overgået af Eddy Merckx.
Den nuværende verdensrekord har Bradley Wiggins. Denne lyder på 54.526 meter, og blev sat i London 2015. Tidligere har Mogens Frey haft amatør verdensrekorden og Hans-Henrik Ørsted timerekorden for professionelle.

“Min ambition er, at jeg gerne vil slå Ole Ritters danske rekord, og jeg vil også meget gerne over de 50 km. Jeg synes det er en super fed disciplin, som ligger rigtigt godt til mig. Kampen mod mig selv og det at holde en høj konstant fart passer godt til mig”, forklarer Martin Toft. “Jeg har endnu ikke kørt en hel time i træk med høj intensitet på banen, så det bliver spændende at se, hvor hårdt det bliver til sidst. Men det plejer altid at hjælpe med lidt publikum, og når man er sat op til race day”, uddyber Martin Toft, der til dagligt kører på Team Almeborg-Bornholm.

Martin Toft har ud over sit danske enkeltstartmesterskab i 2016 imponeret med en 13. plads ved VM, en andenplads i det klassiske franske Chrono des Nations og en tredjeplads på enkeltstarten i PostNord Danmark Rundt.

Desværre er det ikke muligt at lukke tilskuere i hallen før kl. 17:30, da hallen skal rengøres og klargøres til 6-dagesløbets aftenprogram. Eftermiddagsprogrammet slutter kl. 15:20.

Læs mere om 6-dagesløbet på http://6dagesløb.dk. Billetsalget til løbet foregår via BT shop.