BaneHistorieTopartikler

Australske Danny Clark did it his way

6-dagessporten har skabt en lang række ikoner og formet en række store personligheder. Det største af disse ikoner er australske Danny Clark. Clark er med deltagelse i 235 6-dagesløb den rytter i verdenshistorien, der har kørt flest 6-dagesløb. I øvrigt blot to mere end hollandske René Pijnen.

Danny Clark, født på Tasmanien den 30. august 1951, kørte som professionel cykelrytter fra 1973 til 2000! Altså i 27 år! I 1972 var det blevet til OL-sølv i 1000 meter på tid i München. Kun slået af danske Niels Fredborg. Året efter gik han altså over som professionel.

Clark kom til Europa i 1971, og havde som ung base på Ordrupbanen. Talentet var tydelig, men det var først med OL-sølvet, at han opnåede et stort resultat. Men siden kom de store resultater i hopetal.

74 6-dagesløb har Danny Clark vundet. Desuden er det blevet til en række verdens- og europamesterskaber i forskellige discipliner. Clark har rekorden med antal sejre i det københavnske 6-dagesløb. Otte sejre er det blevet til i Danmark. Tre af disse er hentet med landsmand Don Allan.

Clark/Allan var en institution i det københavnske 6-dagesløb i 1980’erne, enormt populære og med rigtig mange danske fans. Desuden har Danny Clark vundet i Forum med Urs Freuler, Jens Veggerby og senest med Jimmi Madsen i 1995.

Rekord med hele otte sejre i det københavnske 6-dagesløb er en fantastisk præstation, men kan måske blive slået af Michael Mørkøv i den nærmeste fremtid. Mørkøv vandt i 2017 sin sjette sejr i Ballerup Super Arena.

Faktisk var Danny Clark med i det første 6-dagesløb i den tredje æra i København i 1976, men gjorde ikke det store væsen af sig. Her kørte han sammen med hollandske Cees Stam. Kort efter fandt han sammen med Don Allan, og de to blev fast par i rigtig mange københavnske 6-dagesløb.

Danny Clark var indbegrebet af en klassisk 6-dagesrytter. Australieneren formåede at kombinere det at køre godt cykelløb med at levere underholdning til tilskuerne. Faktisk kan australieneren nemlig også synge, hvilket han ofte har gjort ved 6-dagesløb. Og ofte var det “I did it my way” af Frank Sinatra, der blev sunget. Havde det ikke været for Patrick Sercu, var Danny Clarke at regne som verdenshistoriens bedste 6-dagesrytter.

Karrieren blev afsluttet i 1997, i første omgang, men Clark vendte tilbage. Karrieren sidste 6-dagessejr blev hentet i 2000 i franske Ny Kaledonien. Siden vendte han også tilbage til cirkusset som motorpacer. Dette dog med begrænset succes.

DannyClarke2