Ballerup sagde smukt farvel til to verdensstjerner
Publikum i Ballerup Super Arena leverede en smuk afsked til de to verdensstjerner, der der lørdag var finale i den tredje udgave af DBCs 3-dagesløb. Det var nemlig sidste gang, at belgiske Iljo Keisse og hollandske Niki Terpstra kørte i Danmark. Begge slutter karrieren med årets udgang.
De øvrige ryttere lavede den klassiske farvel-port, og Terpstra og Keisse blev hyldet med taler og film på storskærm.
Belgiske Iljo Keisse har kørt i Ballerup rigtig mange gange. Han vandt det københavnske 6-dagesløb i arenaen i 2012 med Marc Hester, og har i alt vundet 30 6-dagesløb plus fem europamesterskaber. Specielt 6-dagesløbet i Gent, der køres i den berømte Kuipke arena, har været Keisses hjemmebane. Han har vundet løbet syv gange. Den 24. november afvikles et specielt stævne, kalder Merci Iljooo, hvor Gent tager afsked med Keisse.
Som landevejsrytter har Iljo Keisse blandt andet vundet en etape i Giro d’Italia og en meget berømt etape i Tyrkiet Rundt, hvor Keisse styrtede kort får mål, men alligevel formåede at vinde etapen.
Hollandske Niki Terpstra har været professionel siden 2007, han vandt Paris-Roubaix i 2014, Flandern Rundt i 2018. Desuden har han to andenpladser i Flandern Rundt, vundet semiklassikere som E3 Harelbeke og Dwars Door Vlaanderen og også Eneco Tour. Med andre ord han har været konge af de så berømte forårsklassikere.
Terpstra vandt i 2019 100 km parløbet ved DBCs Nytårsstævne sammen med netop Iljo Keisse. I 2017 blev han nr. to sammen med Michael Mørkøv.
Foto: Jesper Skovbølle.
Husk at få bestilt dit eksemplar af den nye bog, Par nr. 7 – Dannebrog på fire hjul på dette link.