BaneBane VMTopartikler

Bane-VM viden: Boardmans utrolige verdenrekord

Til oktober er der bane-VM i Ballerup Super Arena for tredje gang. Ni gange blev bane-VM afviklet på Ordrupbanen. På CyclingWorld.dk bringer vi frem til oktober løbende historier og anekdoter om bane-VM.

Boardmans utrolige verdensrekord
Britiske Chris Boardman er en af de bedste temporyttere, der nogensinde har eksisteret. Specielt hans verdensrekord i 4 km forfølgelsesløb ved bane-VM 1996 i Manchester er bemærkelsesværdig. Det er den fordi forbedringen var så ekstrem.

Den tidligere verdensrekord havde italienske Andrea Collinelli, der ved de olympiske lege i 1996, på en udendørs bane, havde kørt i tiden 4:19,699 min.

Den 28. august 1996 var der kvalifikation i 4 km individuelt forfølgelsesløb ved bane-VM i Manchester.
Boardman kørte i tiden 4:13,353 min. En ekstrem forbedring af verdens bedste tid. Næstbedst var Collinelli med 4:17,696 min. Danske Michael Sandstød blev nr. syv i tiden 4:24,427 min. En dansk rekord der stod frem til 2010! Sandstød blev siden slået af Collinelli i kvartfinalen.

Det skulle dog blive endnu vildere. I finalen, mod Collinelli kørte Boardman i 4:11,114 min. Så reelt en forbedring af verdensrekorden på otte og et halvt sekund over de to dage. Ekstremt og noget, der blandt andet også hang sammen med en nyt styr som Boardmann benyttede, og som gjorde ham mere aerodynamisk.

Verdensrekorden stod helt frem til 2011, hvor australske Jack Bobridge slog den ved at køre 4:10,534 min i Sydney. Den første rytter til at komme under fire minutter var amerikanske Ashton Lambie. Det skete i 2021. Siden kunne også italienske Filippo Ganna, der i alt fire gange har slået rekorden, notere en tid under fire minutter.