BaneBane VMHistorieTopartikler

Bane VM-viden: Den største af alle danske cykelryttere

Til oktober er der bane-VM i Ballerup Super Arena for tredje gang. Ni gange blev bane-VM afviklet på Ordrupbanen. På CyclingWorld.dk bringer vi frem til oktober løbende historier og anekdoter om bane-VM.

Thorvald Ellegaard fra Fangel på Fyn, hvor han blev født den 7. marts 1877, er noget helt specielt i dansk cykelsport. Og var faktisk også en internationale superstjerne. Ellegaard er nok den største danske cykelrytter, der har eksisteret. Seks gange blev han professionel verdensmester i sprint. Og dette i en periode, hvor banesporten og specielt sprint var en virkelig stor ting. Folk valfartede til cykelbanerne for at se sprint i starten af 1900-tallet. Og Ellegaard var en enorm stjerne. 

Thorvald Ellegaard var professionel fra 1898 til 1926. Altså hele 28 år. Før han blev professionel, vandt han DM fire gange.
I årene 1899-1914 vandt han Dansk Bicycle Clubs Grand Prix på Ordrupbanen elleve gange. Også i tandemløb vandt han en række sejre, bl.a. med broderen Peter som makker. Han vandt VM i sprint første gang i 1901 i Berlin, gentog sejren året efter i Rom, hvor det desuden blev dansk bronze i amatørernes sprint ved Orla Nord. I 1903 var VM i Ordrup. Igen blev det dansk sprint bronze, nu ved Carl Hellemann. Ellegaard sejrede hos de professionelle foran tyske Willy Arena.

I 1904 i London blev Ellegaard slået i finalen af amerikanske Iver Lawson. Også i 1905 i Antwerpen blev det til sølv til Ellegaard, nu var det franske Gabriel Poulain, der var bedre end danskeren. Året efter i Geneve slog Ellegaard Poulain i finalen. Og det gjorde han også ved VM i Berlin i 1908. Det blev til endnu to VM-sølvmedaljer for Ellegaard, nemlig ved VM i Bruxelles i 1910 og i 1913 i Berlin. Hans sidste verdensmesterskab vandt han i 1911 i Rom.

Udover de ti VM-medaljer vandt Ellegaard verdens fornemste sprinterløb, Grand Prix de la ville de Paris, i 1901 og 1911. Og han blev også tre gange europamester i sprint og vandt i alt 24 danske mesterskaber. 

I forbindelse med Danmarks Idræts Forbunds 100 års jubilæum i 1996 var Ellegaard blandt de nominerede til titlen som Århundredets danske sportsnavn.