Bane-VM viden: Syvdobbelte verdensmester er blevet 65 år
Til oktober er der bane-VM i Ballerup Super Arena for tredje gang. Ni gange blev bane-VM afviklet på Ordrupbanen. På CyclingWorld.dk bringer vi frem til oktober løbende historier og anekdoter om bane-VM.
Syv dobbelt verdensmester er blevet 65 år
Tirsdag blev den tyske tidligere sprinter Michael Hübner 65 år. Hübner er født i Chemnitz, på dette tidspunkt Karl-Marx-Stadt, i det daværende Østtyskland i 1959.
Som amatør måtte Hübner dyste med legenden Lutz Heßlich om den østtyske plads ved de olympiske lege, og formåede derfor aldrig at kvalificere sig til legene.
I 1986 blev han dog amatør verdensmester i sprint i amerikanske Colorado Springs ved netop at slå Heßlich i finalen. Det blev i øvrigt også østtysk bronze ved Ralf-Guido Kuschy og Østtyskland blev det mest vindende land ved dette VM, hvor Dan Frost sikrede sig dansk guld i amatørernes pointløb.
I 1989 faldt Berlinmuren, og flere muligheder åbnede sig for blandt andre østtyskere. Hübner blev professionel efter at have vundet sølv i sprint, efter landsmand Bill Huck, ved VM 1989 i Lyon. Som professionel kom der endnu mere succes. VM 1990 stod i Maebashi i Japan. Hübner vandt både sprint og keirin. Året efter var der VM i tyske Stuttgart. Her blev det til guld i keirin. Sprint-konkurrencerne blev ramt af en skandale, da guldvinder, australske Carey Hall, blev diskvalificeret for doping.
I 1992 blev det endnu en dobbelt triumf for Hübner med sejr i både keirin og sprint. Året efter blev det til sølv i norske Hamar, kun overgået af australske Gary Neiwand.
Ved VM i 1994 blev det til bronze i sprint og sølv i keirin.
Karrierens sidste verdensmesterskab vandt Hübner som en del af det tyske hold til holdsprint ved VM 1995 i colombianske Bogota, hvor det også blev til sølv i keirin. Det blev også til sølv i holdsprint 1996.
I 1995 vandt Hübner i øvrigt DBCs Grand Prix på Ordrupbanen for tredje og sidste gang i karrieren.
Karrieren sluttede i 1997.