Bane

Baneholdet skal forsvare europamestertitel

Sidste år blev de danske herrer europamestre i holdforfølgelse, og denne titel skal de nu forsvare, når der køres EM i München.

Det danske landshold deltager i ikke mindre end ti discipliner, når EM i banecykling løber af stablen fra 11.-16. august. Cheflandstræner for banelandsholdet Casper Jørgensen har udtaget følgende ryttere:

Tobias Aagaard Hansen (Uno-X DARE Development Team)
Rasmus Lund Pedersen (Team Nyt Syn powered by Fialla – Herre)
Carl-Frederik Bévort (Uno-X DARE Development Team)
Robin Juel Skivild (Uno-X DARE Development Team)
Amalie Dideriksen (Trek-Segafredo)
Julie Leth (Uno-X Pro Cycling Team)

Hos herrerne er det et forholdsvist ungt hold, der stiller til start, og det afspejler sig i forventningerne.

“I holdløb stiller vi op som forsvarende mestre, men umiddelbart er konkurrencen skærpet en del i år, så vi vil være tilfredse hvis vi kan gå i top-4,” udtaler Casper Jørgensen.

De danske herrer er i god form, da de netop er hjemvendt fra tre ugers træningslejr i Livigno, Italien. I de resterende discipliner arbejdes der ikke med deciderede målsætninger, da man endnu ikke kender rytternes niveau i forhold til den absolutte verdenselite.