BHS-PL Beton Bornholm forlænger med to talenter
BHS-PL Beton Bornholm har forlænget kontrakten med Marcus Sander Hansen og Frederik Irgens Jensen. Begge ryttere kom til BHS-PL Beton Bornholm før 2020, og begge to har kørt nogle flotte og stabile sæsoner i 2020, og har udviklet sig som cykelryttere.
Marcus Sander Hansen er blandt andet to gange kørt i top-10 i en Demin cup afdeling, bedst gik det i finalen i Holbæk hvor han blev en flot nr. fem. Til U23 DM blev han nr. otte.
Frederik Irgens Jensen blev efter et flot og hårdt elite DM hvor han blev nr. 11, belønnet med udtagelse til U23 EM med landsholdet. Her blev det til en flot 18. plads.
Sportsdirektør for BHS-PL Beton Bornholm Christian Juul Andreasen fortæller: ”Begge ryttere er nogen, vi forventer tager endnu et skridt til den kommende sæson, og så bliver det for alvor rigtig sjovt. De har allerede begge to et højt niveau og leverer resultater som bidrager til holdets sportslige succes. Jeg tror dog de kan blive endnu bedre næste år, men en hård vintertræning i benene, så det glæder mig meget at det er lykkedes os at beholde både Marcus og Frederik til den kommende sæson”.