BMX

BMX’eren Malene Kejlstrup udtaget til OL i Paris

Danmarks Idrætsforbund (DIF) har officielt udtaget BMX-rytteren Malene Kejlstrup til OL i Paris. Den 22-årige talentfulde rytters første OL, og hun skal alene repræsentere Danmark på den olympiske BMX-bane i Frankrig.

Malene Kejlstrup, der er udtaget til OL af DIF på baggrund af en indstilling fra Danmarks Cykle Union, har præsteret flot, siden hun brød igennem for et par år siden. I 2022 blev hun både europa- og verdensmester i U23-rækken, og i 2023 sikrede hun sig en EM-sølvmedalje. Hendes imponerende præstationer, energi og dedikation har ført til denne velfortjente udtagelse.

” Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle til OL, og nu står jeg her som 22-årig og skal afsted. Det føles helt vildt. Selvom jeg skal alene afsted, så kender jeg jo alle mine modstandere rigtig godt, så jeg vil prøve at gå ind til det her, som var det et hvilket som helst løb og give den fuld gas. Jeg glæder mig så meget til at være en del af det hele, og jeg er sikker på, at jeg får en kæmpe oplevelse,” siger Malene Kejlstrup.