Bogforslag: Gert Frank – Helten fra Forum
Mange danskere har i den kommende tid mere tid til at læse. Derfor bringer vil på CyclingWorld.dk et par forslag til interessante cykelbøger.
Gert Frank var i 1980’erne indbegrebet af 6-dagesløb i Danmark og en kæmpe stjerne på himlen med danske sportsstjerner. Stemningen i Forum var altid på kogepunktet, når Gert Frank leverede underholdning og flot cykelløb ved de københavnske 6-dagesløb. Dette i en tid, hvor de danske aviser og dansk TV dækkede 6-dagesløb massivt. Alle raske drenge og piger i 1980’erne vidste, hvem Gert Frank var.
Men Gert Frank var også kontroversiel. Han kom ofte på kant med 6-dagesarrangørerne og de andre ryttere. Kontroverserne med makkeren i par nr. 7, Hans-Henrik Ørsted, var mange og noget, de fleste i cykelverdenen kan huske.
Men Gert Frank nåede at få en flot 6-dageskarriere, der dog fik en mindre heldig afslutning.
Efter karrieren mistede Gert hurtigt de penge, han havde tjent på sin sportskarriere. Men heldigvis fandt han lykken igen.
Desværre nåede Gert kun at blive 62 år. Gert Frank døde alt for tidligt den 19. januar 2019.
Bogen Gert Frank – Helten fra Forum er, på godt og ondt, historien om en ægte dansk cykelhelt. Den udkom den 9. december 2019.